Har Danmark nået et nyt lavpunkt?

Overalt i aviser, lokalnyhederne og medierne på internettet florerer alverdens meninger og bekymringer vedrørende de nyeste tiltag fra regeringen, nemlig SU-reformen og den såkaldte “fremdriftsreform”. Alle vegne ytrer studerende, forskere og andre fagfolk deres utilfredshed omkring reformerne og ét udsagn fik mig direkte til at skælve – nemlig den af en kvindelig administrationsmedarbejder fra Århus Universitet, der sagde følgende: “De kunne ligeså godt tage halvdelen af de studerende udenfor og skyde dem med det samme!”

Meget bedre kan det vist ikke siges!

At jeg ligesom de tusinder af andre er dybt uenig i regeringens beslutninger om at øge kvantiteten af ung arbejdskraft ved at skynde folk igennem studiet, kommer vist ikke rigtig bag på nogen! Men at det føles som en personlig heksejagt mod alle, der oplever faglige eller personlige vanskeligheder og endda helbredsmæssige problemer, får mig til at tvivle på en lys fremtid for den danske ungdom; økonomisk, socialt såvel som fagligt! Især fordi jeg meget vel kan være én af de mange uheldige, der kan være nødsaget til at klare mig igennem resten af medicinstudiet på lånte penge og stressende hverdag, hvor det at få studiet, arbejdet, familieliv og forhold til at gå op i en  højere enhed, vil være en umulig opgave! Hvis jeg selvfølgelig ikke bliver smidt ud af studiet inden…

Hvad er der sket, Danmark?!?! Et land, der har kunnet bryste sig med at være en af verdens førende indenfor uddannelse, forskning og konkurrencedygtighed, er sunket så lavt, at alt dette har en pris, der er vigtigere og højere end almindelig, sund fornuft! At Danmark blev stemt til at være verdens lykkeligste folk så sent som for 2 måneder siden, virker så langt væk lige nu!

SU-reformen bliver præsenteret i foråret 2013 og indført i august i år, mens fremdriftsreformen kom meget uventet – i hvert fald alvorligheden af de fremsatte regler og de konsekvenser, der ville være, stod meget klart! Men den nye SU-reform kombineret med fremdriftsreformens stramme rammer, der virker dybt inhumane og urealistiske, er der ikke meget plads til andet end bøger og eksamenslæsning de fleste af ens vågne timer!

Men det skal heller ikke virke som om, at reformen er noget, KU har kastet sig hovedkulds i uden videre reflektion. Grunden til at universitetet og regeringen vil indføre denne reform, skyldes den efter sigende “sløsede” indstilling hos de studerende mht. til at klare studiet på nomineret tid og konsekvensen er at universitetet risikerer at miste op mod 345 millioner kroner, hvis ikke der strammes op hurtigst muligt! Med 7,6 måneder mindre studietid i gennemsnit pr. studerende, for at være helt eksakt! Og hvad er en bedre måde at gøre det op end at tvinge undervisnings- og eksamenstilmeldinger ned over hovedet på de studerende og straffe dem ved at fratage dem retten til økonomisk støtte i form af SU resten af studietiden hvis de kommer mere end et halvt år bagud eller ikke består for minimum 45 ECTS-point hvert studieår. Og hvis de skulle ende i den beklagelige situation, at ikke de formår at læse det manglende fag/modul sammen med det nye indenfor det første år – ja, så kan de risikere at blive smidt ud! BUM! Og som den kvindelige århusianer siger, så kan man lige så godt forudsige at cirka halvdelen af de studerende risikerer at komme i klemme pga. de regler, der er fremsat! Og lidt mærkværdigt, når undersøgelser viser at Danmark ligger som de fjerdebedste i verden over unge, der fuldfører en universitetsuddannelse – faktisk fuldfører hele 85 % deres vidergående uddannelse! Imponerende og i særdeleshed tankevækkende, når politikerne ikke tøver et sekund med, at kalde de danske universitetsstuderende for sløve og dovne eksempler på Danmarks fremtid!

Yderligere ønsker man at fjerne muligheden for orlov for kandidatstuderende (selvfølgelig med andre regler for bl.a. barsel og dokumenteret sygdom), men dette har fatale konsekvenser for mange fagområder, deriblandt medicinstuderende og dermed fremtidens læger! Med denne regel vil det ikke længere være muligt at tage lægevikariater og dermed afprøve forskellige specialer og “snuse” til dem, der måske udadtil ikke virker særlig interessante, men som lokker læger til, netop ved praksis udøvelse i stedet for teoretisk oplysning fra timerne, der har en tendens til at dræbe al interesse for de “kedelige” specialer. Rigtig mange sygehuse vil desuden miste en kæmpe arbejdskraft i form af lægevikarer, der p.t.  yder en vigtig indsats på de danske sygehuse, store som små!

Foruden den generelle utilfredshed med 4-års reglen, vil flere komme i klemme ved indførslen af reformen! 4-års reglen, der er blevet misbilliget siden den blev indført i 2007, der fremsætter at den nyuddannet læge efter afsluttet turnus skal være igang med sin hoveduddannelsesstilling indenfor 4 år. Reglen, der ikke tillader at undersøge, afprøve og fordybe sig i forskellige specialer – en naturlig proces, som de fleste ville mene sig berettiget til.

I værste tilfælde ville der efter reformens indførelse, ses en tydeligere forsvinden af yngre læger, der søger udenlands og Danmark vil miste flere læger end vi gør pt. kun med 4-års reglen!

Allervigtigst er nok at muligheden for et prægraduat forskningsår vil forsvinde fuldstændigt og den forskning, som Danmark er verdenskendt og ledende indenfor, vil svinde betydeligt ind!

Alle ovenstående argumenter for at kæmpe imod reformen, er saglig begrundet og appellerer til ens sunde fornuft. Konsekvensen af at øge antallet af færdiguddannede studerende ved at presse dem igennem studiet uden mulighed for fordybelse af fagområder vil ikke bidrage til samfundet med det høje niveau, både fagligt og økonomisk, som de nyuddannede besidder p.t., når de kommer ud på arbejdsmarkedet. Noget andet er det umenneskelige i den! Ja, det er det ord, der bedst beskriver reformen! Hvorfor jeg bruger så stort et ord, skal jeg nok forklare:

– På mit gamle studie (før medicin) mødte jeg en ung kvinde, der klarede sig glimrende i både folkeskole, gymnasiet og nu også på universitetet. En måned efter jul, døde hendes mor pga. cancer-metastaser fra den kræftknude hun havde haft i brystet og havde kæmpet imod i 1,5 år op til hendes død. Datteren (min studiekammerat) forsøgte forgæves at håndtere den livsomvæltende krise samtidig med at hun skulle klare det hårde studie ved siden af og endte med at dumpe to eksaminer. Hun ville, hvis reformen var blevet indført i 2009, være nødsaget til at glemme al sorg- og krisehåndtering efter hendes mors for tidlige død og køre dobbeltfag uden SU indtil hun havde indhentet de manglende ECTS-point fra de dumpede eksaminer. Hvordan kan det på nogen måder være forsvareligt at tvinge sådan noget over hovedet på hende?

– Jeg havde en ældre ven, der ligesom jeg, studerer medicin og elsker studiet og faget af hele sit hjerte! De sidste to eksaminer på bacheloren var desværre også de to eneste han endte med at dumpe i løbet af de første tre år og ville, hvis reformen blev indført for 6 måneder siden, være nødsaget til at indhente mange hundrede siders pensum uden at få udbetalt SU og med en stor risiko for at blive udskrevet hvis det ikke lykkedes ham efter 6 måneder! Skal alt det arbejde og energi han har lagt de første tre år være spildt arbejde pga. faglige vanskeligheder? Yderligere ønsker han at specialisere sig indenfor kardiologi, der som bekendt, er et meget populært og konkurrence-præget studie. Men med den nye reform, ville han ikke kunne bruge et år på at forske indenfor en relevant problemstilling og dermed dygtiggøre sig og vigtigst af alt, få en Phd-stilling, der efterhånden kræver en hovedforfatter-titel til en videnskabelig artikel på cv’et! Han ville ikke længere kunne konkurrere mod de mange andre færdiguddannede, der måske endda har sluppet for 4-års reglens virke, og dermed har mere end rigelig af specialerelevant erfaring i bagagen og ikke mindst på cv’et! Han har potentiale og masser af drive til at blive en fantastisk kardiolog, men pga. fremdriftreformen er han “umyndiggjort” i forhold til eftertragtede specialer.

Selv har jeg også en lignende fortid: Jeg måtte pga. længervarende sygdom og stress afmelde mig eksaminer og blev derfor nødt til at forlænge mit studie allerede på 2. år. Jeg har så længe, jeg kan huske det, drømt om at arbejde med mennesker – især at lære dem at håndtere kriser, sygdom o.lign. når de havde det allerværst. Og så ramte det mig selv! At jeg manglede en del moduler og var psykisk og fysisk et kæmpe vrag, var i forvejen en kæmpe byrde at have hængende over sig det meste af studietiden! Hvis jeg samtidig skulle frygte at miste min SU eller blive smidt ud af studiet, hvis der skete den mindste forværring, ville have ødelagt mig fuldstændigt! Jeg fik, med en god portion hjælp fra familie og venner, selvbetalt behandling “and the stubbornness of a donkey”, kæmpet mig til  dér, hvor jeg er idag! En lykkelig medicinstuderende med en vilje om, at ville det her mere end noget som helst andet og en ny målbevidst livsstil, der alt sammen peger hen imod at jeg indenfor et par år er klar til at være den bedste læge, jeg kan være! De nederlag, jeg har fået kastet i hovedet, de konflikter, jeg har skullet håndtere uforberedt og alle de erfaringer, jeg har gjort mig under mit eget sygdomsforløb og forlænget studietid, har styrket mig i så høj grad, at jeg ikke vil have været det foruden! Jeg VED, at når jeg kommer ud på den anden side, at jeg er en tusind gange bedre læge end hvis jeg IKKE havde været igennem det samme! Jeg har lært at håndtere nederlag, været selvkritisk og hele tiden forsøgt at forbedre mig på alle led og kanter, fagligt som socialt og både som menneske og fremtidig læge! Jeg vil gå langt som til at sige, at jeg er lykkelig for at jeg ikke er færdiguddannet læge som 25-årig, men at jeg er 28 i stedet og modnet på så mange punkter pga. det jeg har været ude for!

Jeg tør end ikke tænke tanken om min skæbne som læge, hvis reformen var indført, da jeg blev syg! Og jeg ved, at jeg er langt fra den eneste. Derfor går min bøn ud til Morten Østergaard og regeringen:

Tænk på mig! Tænk på mine venner, jeg har skrevet om foroven! Tænk på alle os, der går på drømmestudiet, men af en eller flere årsager har været nødt til at prioritere anderledes i en periode! Skal vi straffes med at få bortrevet vores mangeårige drøm at blive læge, advokat, økonom eller noget helt andet fordi vi lever i en helt normal verden, hvor kriser og sygdom kan opstå? Må vi ikke få lov til det vi vil allerhelst vil, fordi det hele skal gå op i kroner og ører, og ikke dygtige medarbejder og glade kollegaer? Kan det betale sig at spare på SU’en hos de, der er uheldige at dumpe og ende med at miste flere penge, fordi flere dropper fra/smides ud? Er det rimeligt at presse de, der er mest pressede?

Det er et fåtal af de studerende, der rent faktisk sløser med uddannelsen og SU’en! De fleste brænder for deres studier og ønsker kun at være den bedst mulige indenfor deres fagområde – det kræver erhvervserfaring og ophold, der kan udvide ens horisont, være med til at øge ens interesse for studiet/faget og måske endda resultere i innovative idéer og forslag! Praktik- og udannelsesophold er med til at gøre at de studerende bedre! Flere forskningsprojekter viser netop dette. Den fordybelse, et forskningsprojekt eksempelvis kræver, er nødvendig for at få dygtige fagfolk, der yder deres absolut bedste! Skal vi være de bedste, så er det ikke altid nok med den nomineret studietid! Jeg er ikke nødvendigvis den dygtigste læge fordi jeg har været bedst til at bestå mine eksaminer på 6 år – jeg bliver en ELENDIG læge, hvis jeg er utilfreds med mit (måske tvungne) speciale, aldrig har prøvet at have mine egne patienter foruden klinikken på studiet og skal skyndes igennem studiet uden nogen mulighed for at finde ud af hvilken kropsdel eller organ, jeg vil bruge de næste mange år af mit liv på at undersøge og behandle. Og sådan ender jeg 100 % sikkert hvis denne reform bliver til standarden herhjemme. Bare det at vælge om det skal være et kirurgisk eller medicinsk speciale, kan være et kæmpe dilemma! Og så forventes det at vi skal kunne kende emnet, som vi skal dygtiggøre os i, uden at have noget samligningsgrundlag, som vi kun kan bygge på egne erfaringer fra klinikken?!?

Det har aldrig gavnet at skære alle over én kam – i alle henseender! Og det er netop dét, der bliver gjort her! De dygtige og ambitiøse studerende bliver sammenlignet med de få dovne, der findes, og de pligtopfyldende fra flokken har stort set de samme (få) muligheder, som den/de få, der er ligeglade.

 

 

Se, dét er ikke at fremme uddannelsesvilligheden hos de unge!