Jeg er bange. Ikke sådan “Saw VII”-bange, men oplever for tiden ren og skær angst tage over i kroppen og efterlade den med et voksende hul i hjertet, der bliver større med tiden. Den kan komme pludseligt. Jeg kan vågne om natten og ikke huske hvad jeg har drømt, men bare mærke mit hjerte hamre afsted. Ellers sidde på min computer og mine øjne falder på en artikel, som jeg læser – og fortryder at have åbnet den, når jeg er halvvejs.
Det her bliver ikke en af de der kronikker, hvor jeg på grund af min ikke-danske enticitet skal begrunde eller retfærdiggøre hvorfor jeg fortjener at bo i Danmark. Det bliver ikke én af de der “løftede pegefinger”-klummer, som præger de fleste gratis-aviser rundt omkring i landet. Og det bliver i hvert fald ikke en af de der hadefulde beretninger om hvor fremmedfjendske, det danske folk er.
Det her bliver min personlig beretning. Om mig. Om grunden til at denne altoverskyggende angst-fornemmelse fylder så meget i mine tanker. Og hvorfor jeg er bange!
Vi flyttede til Danmark i 93′, hvor der endnu ikke var shawarma-bikse på hvert gadehjørne og konserverede dolma (ruller af kødfyldte vindrueblade) på Fakta’s hylder med de andre “etniske” varer – fx. cashewnødderne og sorte saltede oliven. Vi boede på Sandholm-lejren, som alle andre flytninge gjorde, når man kom hertil. Jeg havde mine første år i børnehaven i Vollsmose (i Odense), hvor de fleste omkring mig også var en smule mørke i huden og havde dun på overlæben, selvom man egentlig var en pige. Da vi flyttede til en lille forstad få kilometer fra centrum i Odense, var det første gang at jeg hørte navnet “Sanderum”. Og overalt omkring mig var der gamle mennesker med fine og velholdte ligusterhække og spøjse blomster, der duftede helt vidunderligt. Jeg havde egentlig en meget tryg barndom – ingen bander, slåskampe eller hærværk. Ikke af betydning i hvert fald. Vi var omkring 3-4 udenlandske familier med MANGE børn – i hvert fald sammenlignet med de danske familier – og selvom vi var fra vidt forskellige lande og hverken talte samme sprog eller stammede fra samme kultur, syntes det alligevel at vi var meget ens. Vi var jo trods alt bare børn.
Sommerne i Sanderum blev brugt på bl.a. rundbold-turneringer. Jeg blev altid valgt som én af de sidste fordi jeg “tog for mange chancer” og løb, når bolden blev grebet osv. Jeg synes at det var for kedeligt at lade være. Legepladsen blev brugt flittigt og fik vi lov, var nattens mulm og mørke ikke nogen forhindring for vores leg. Vintrene blev brugt på vores gammeldags trækælk og en nærliggende bakke, hvor vi endnu var frygtløse. Blå mærker og hudafskrabninger skræmte os ikke fra at forsøge på forskellige stunts på bakken og heldigvis endte det heller aldrig helt galt.
Mine forældre var traditionelle. De gik meget op i at man skulle opføre sig pænt, vise respekt for de, der var ældre end én selv og især at man opførte sig ordentligt. Vi skulle kunne armenske traditioner lige så vel som de danske. Mens langt de fleste jævnaldrende fik lommepenge for at gå ud med skraldet, tage af bordet og rydde op, så var det aldrig et lønnet arbejde hos os. Mine forældre gjorde det klart for os, at i en familie deles og hjælpes man om alt. Og med fire børn, så havde min mor da også rigeligt med hjælpere. Mens min storebror hjalp min far i haven, trissede vi piger rundt indenfor, pudsede vinduer og alt det andet huslige, som vores mor nu kunne sætte os til. Og vi skulle selvfølgelig være med på alle fronter – især i skolen. Dengang kunne jeg ikke forstå, at de var så besatte af at vi skulle have lavet alle vores lektier før vi måtte gå udenfor og lege. Der var ikke kutymen blandt mine klassekammerater og der gik mange år, før jeg selv kunne se fordelen ved det. De gik meget op i at vi skulle være dygtige i skolen. I skolen skulle vi kun snakke dansk, men derhjemme – der stod den på armensk! I de små klasser blev min lillesøster og jeg undervist i armensk og skulle læse og stave mange formiddage, når vi havde weekend. Mine forældre gjorde mange ihærdige forsøg på at vi aldrig skulle glemme vores sprog eller kultur. Udover sprogundervisninger, var der også mange børnedigte, som krævede en del timers læsning for så, at kunne recitere dem for vores gæster, når vi fik besøg. Der er tradition for at børn i Armenien lærer at spille på et musikinstrument fra barnsben af og selvfølgelig skulle vi også det! Næsten hver lørdag i 4 år fik vi privatundervisning af vores iransk-armenske gudfar, der er uddannet klaverlærer, fra kl.11 til 18.
Mens pigerne i klassen kom i puberteten og drengenes stemmer blev dybere og interessen i pigerne voksede, lagde jeg nok kun mærke til at dunet på overlæben blev mørkere, men resten af kroppen stadigvæk ikke lignede de andres. Og det var de andre elever gode til at gøre mig opmærksom på- Jeg kan huske, at de ældre elever har kaldt mig “Indianer”-Lily” og gjort nar af mine mørke hår på armene, hvordan min tøjstil ikke lignede deres og at jeg havde en krum næse. Jeg var villig til at give min højre arm for at få en fin lille opstopper-næse som flere af pigerne havde. Jeg var virkelig ked af min næse. Det er der nok en del af mig, der stadigvæk er. Den er meget armensk.
Egentlig er det jo tankevækkende fordi den jo bare var en undskyldning for at kunne brokke mig over noget. En undskyldning for at kunne brokke mig over noget, som jeg ikke kunne ændre – eller som jeg ikke turde sige højt! Egentlig var jeg jo bare træt af at være armensk. Jeg var træt af at alle i klassen fik en konfirmationsfest, flot tøj og mange penge. En dag var jeg så træt af at alle de andre havde de nyeste Spice-Girls billeder, at jeg tog nogle mønter fra en jakke, der hang i vores entré for at kunne købe sådan nogle billeder. Det er virkelig pinligt. Tænk sig at stjæle penge for at få lov til at købe nogle åndssvage billeder. Af Spice Girls!!
Jeg var træt af at jeg ikke havde en mobiltelefon ligesom de andre. At jeg ikke måtte tage til fester – især ikke når der var drenge med. At jeg havde en far, der blev sur over at jeg havde mascara på i niende klasse. At jeg skulle høre på ordet “perkersvin” råbt efter mig, de få gange jeg havde vovet mig ud i byen. Især var jeg træt af at min mor ikke kunne finde ud af, at smøre “danske” madpakker til mig – helt plain rugbrødsmadder med agurk på toppen, sønderjysk spegepølse på en anden og en enkelt ostehaps som snack til senere. Ligesom de andres madpakker. Jeg byttede for det meste med en af de andre piger – jeg fik min højtelskede leverpostejsmad med syltede rødbeder på og hun fik min hjemmelavede bolle med min mors sammenbiksede frikadelle i. Der var vist spidskommen i. Det havde Sheila aldrig smagt.
Jeg var træt af at blive mødt med en “nåh ja, selvfølgelig skal du det”, når jeg fortalte folk at jeg havde en drøm om at være læge.
Vores forældre var strenge. Og forventede meget af os. Men jeg elskede dem! Det gjorde vi alle fire. I et fremmed land er ens familie det kæreste man har de første mange år. Det har vist aldrig ændret sig helt.
Gymnasiet var anderledes. Mere end jeg var forberedt på. Jeg oplevede folk bruge ordet “perker” eller “udlænding” om mig. Jeg lærte at jeg var en “første generations udlænding” fordi jeg er født i Armenien. Jeg faldt aldrig helt til i klassen. De fleste var “sjovt nok” ikke etniske danskere – tænk sig at de var en minoritet i klassen. Mens folkeskolen bar præg af at hovedparten i forstaden var danskere, var det næsten komisk at det var omvendt “inde i byen”. Jeg blev gode veninder med en kurdisk pige, som jeg holdt mig tæt til i alle tre år. Hun kunne godt forstå mig når jeg blev nødt til at tage hjem fra gymnasiefesterne 3 timer efter de var startet, fordi min far skulle hente mig fra busstoppestedet halv tolv. Jeg behøvede ikke at forklare hende at jeg ikke kunne tage min bærbare computer med, når jeg ikke havde én. Den skulle jeg selv spare op til – 300 timer i den lokale blomsterforretning og så kunne jeg smide 5000 kroner efter min øjesten – min “MyBook”. Ja, det var der et mærke, der hed. Og skønt usagt, var vi enige om at “18 år – så kan jeg gøre hvad der passer mig”-mentaliteten aldrig havde vundet indpas hos vores forældre og det højest ville resultere i en flad og et jamrende ønske fra vores forældre om at vi burde opføre os ordentligt.
Jeg sad til en jobsamtale engang. Samtalen forløber egentlig ret fint og stemningen var ret hyggelig (in lack of a better word). Jeg husker lige præcis den her samtale fordi han smiler til mig, da vi er ved at runde af og siger: “Ja, jeg synes faktisk at du virker meget kvalificieret! Og du virker til at være enormt sød. Men jeg har bare prøvet at have udlændinge ansat her og de skiller sig bare ud på alt for mange punkter.” Jeg kigger måbende på ham og får fremstammet et “hvad mener du?”. Han mener at det er problem at jeg ikke er dansk og det er for stort et arbejde at skulle sætte mig ind i hvordan tingene foregår på kontoret og især for de andre ansatte, at de skal vænne sig til en kollega med anden etnisk baggrund end dansk. De er vant til at gøre tingene på deres måde – og det kender jeg ikke til, fordi jeg ikke er dansk. Han var bange for at jeg ikke vil med ud og have en fyraftensbajer, at jeg bliver forarget over de vitser, der blev fortalt mellem kollegaerne eller at jeg ikke kunne forstå dem eller at det ville være for akavet at have mig ansat. Den sidste sætning sagde han faktisk ordret. Her sad jeg og havde taget mit pæneste tøj på og gjort mig umage med at skrive en god ansøgning og få udtalelser fra gamle arbejdspladser – og det eneste jeg burde have gjort var, at tage en pose over hovedet og taget navneforandring til Maria Andersen. Lidt fjollet, men måske var det bare sværere at blive piccoline end jeg umiddelbart troede.
Jeg troede meget længe at den eneste mulighed for at blive lykkelig i et ægteskab var, at jeg fandt mig en armensk mand. Jeg var jo ikke som de andre, så hvordan skulle vi kunne forstå hinanden? Men da jeg opdagede i en ung alder at behårede mænd med mørk hud og store næser ikke var mig, blev udvalget pludseligt en del mindre. Det meste af mit liv er jeg blevet gjort opmærksom på fra højre og venstre, at jeg er anderledes. At jeg ikke er dansk.
Nu er jeg så gået hen og blevet forelsket i en dansk fyr. Verdens dejligste mand. Men han er dansk. Hvorfor et “men” foran? Dét er netop grunden til at jeg er bange. Bange for at vores børn skal opleve det samme som jeg har de sidste 25 år. Skal de være trætte af at have et udenlandsk-klingende efternavn? Skal de ligesom jeg være bange for at skille sig ud fordi de ikke ligner nogen fra Norden? Tænk hvis de fik en næse som min? Tænk engang hvis de fik råbt de samme skældsord og græd om natten, fordi de ikke passede ind? Men hvor kommer de til at passe ind? Og hvad med mig? Hvornår kommer jeg til at passe ind i et land, hvor jeg har boet siden mit 3. leveår?
Jeg er træt af at der ikke er plads til fejltrin, fordi min hudfarve ikke er den rigtige. Hvis jeg træder ved siden af, bliver jeg mødt med et “Ja, selvfølgelig! Kan de nogensinde andet?”
Angst og bekymring er nogle af de følelser, som overvælder og tager styringen i min egen lille “balje af følelser”, hvis jeg skulle være så uheldig at falde over en artikel om terrorisme, flygtningelejre for syrierer eller lokal kriminalitet på Facebook og læser kommentarerne herunder. Jeg bliver bange for at jeg aldrig bliver accepteret fordi “dem af min slags” roder med kriminalitet. Jeg bliver bange for at det ellers så hjertevarme folk, som jeg kender danskerne for at være, er blevet til en kold og kynisk forsamling, der hverken vil skænke den tørstige noget vand, ej heller den forfrosne klæder på kroppen. Jeg er bange for at den kærlighed og respekt, jeg føler for dette fantastiske land, aldrig ser dagens lys. At al den tak jeg skylder jer, aldrig bliver taget imod – fordi jeg har en forkert hudfarve og et mærkeligt efternavn.
Hele mit liv har jeg kæmpet en brag kamp for at blive accepteret. Ikke nødvendigvis som dansker, men måske blot som en armenier der var velkommen. Og som tiden går, begynder jeg at indse at det kun bliver sværere. Med tanke på de seneste års terrorangreb rundt omkring i verdenen og senest her i Danmark, ligger en fredelig fremtid meget fjernt. Jeg sørger på vegne af de efterladte og deres pårørende, de politimænd, der var så uheldige at være på arbejde den dag. Sådanne voldsomme oplevelser efterlader et mærke hos mennesker – det er unægteligt! Helst vil jeg ikke sige for meget om det, der er sket. Det er der rigeligt der har. Rigtig mange kloge hoveder har kommet med deres bud på hvorfor sådan noget kan ske i Danmark, hvem vi skal bebrejde, om heksejagten på muslimerne er velbegrundet, osv.
Jeg står kun tilbage med ét spørgsmål: “Var det dét værd?”
De mennesker, der døde for lidt over en uge siden, har betalt den største pris for ytringsfriheden. Og var den det værd? Var det egentlig ytringsfriheden man afprøvede med Muhammed-tegningerne eller var det et skæbnesvangert forsøg på at se hvor langt man kan tillade sig at gå? Om Muhammed-tegningerne er en direkte årsag til angrebet, kan man diskutere frem og tilbage. Men med de tegninger gav man en åben invitation til hadefuld opførsel både fra muslimernes side og en opblusning hos racisterne til, at fortsætte med at sprede forfærdelige historier og løgne om hvordan uciviliserede udlændinge ødelægger verden. Man åbnede op for Pandoras æske for nu 10 år siden og inviterede til respektløs og uanstændig opførsel – og begrundede det med “ytringsfrihed”. Netop dette er noget af det jeg elsker allermest ved Danmark – men for mig var Muhammedtegningerne aldrig andet end en provokation. En fjer blev til fem høns – mange løgnagtige historier blev spredt om danskere, som aldrig passede og førte til yderligere opblusning i de muslimske lande. Men ikke desto mindre var det en fuldstændig ligegyldig begivenhed, der ikke havde andet formål end at vække vrede hos muslimer verden over. En ubrugelig (i hvert fald for Vesten) latterliggørelse af en religion som betyder alt for en milliard mennesker verden over for at underholde en nation. Det er en sørgelig verden, når intet længere er for helligt – at blasfemi regnes for lige så legitim underholdning som Garfield.
Og jeg sørger over de seneste års begivenheder har ændret et helt folk. De imødekommende mennesker, som Danmark engang har været fyldt til randen med, er nu enten pist forsvundet eller ændret holdning til deres medmennesker. Den mistillid og kyniske indstilling mærkes, ses og læses overalt i medierne. Det skærer i mit hjerte og får mig til at tro at åbne arme ikke længere er den sædvanlige måde at hilse sine gæster på i det her land, men en lukket grænse og fjendtlig indstilling overfor “dem”.
Jeg tør ikke længere at stå ved at jeg er kristen fordi det gør mig til fanatiker, “delusional” og jeg af religiøse årsager åbenbart vil nægte mine børn vacciner. Jeg tør ikke længere at være stolt af at være armenier, fordi det er et minus på jobmarkedet at have et udenlandsk efternavn og jeg har intet netværk at trække på, fordi mine forældre ikke er fra dette land og har derfor ingen forbindelser.
At være utryg ved det fremmede ligger naturligt til mennesker lige så vel som dyr. Men at frygte og skabe panik er noget, der hører sig hjemme i EB’s redaktion og ikke i hjerterne hos danskerne.
Så kære Danmark, tag imod os!
Jeg er bange. Ikke sådan “Saw VII”-bange, men oplever for tiden ren og skær angst tage over i kroppen og efterlade den med et voksende hul i hjertet, der bliver større med tiden. Den kan komme pludseligt. Jeg kan vågne om natten og ikke huske hvad jeg har drømt, men bare mærke mit hjerte hamre afsted. Ellers sidde på min computer og mine øjne falder på en artikel, som jeg læser – og fortryder at have åbnet den, når jeg er halvvejs.
Det her bliver ikke en af de der kronikker, hvor jeg på grund af min ikke-danske enticitet skal begrunde eller retfærdiggøre hvorfor jeg fortjener at bo i Danmark. Det bliver ikke én af de der “løftede pegefinger”-klummer, som præger de fleste gratis-aviser rundt omkring i landet. Og det bliver i hvert fald ikke en af de der hadefulde beretninger om hvor fremmedfjendske, det danske folk er.
Det her bliver min personlig beretning. Om mig. Om grunden til at denne altoverskyggende angst-fornemmelse fylder så meget i mine tanker. Og hvorfor jeg er bange!
Vi flyttede til Danmark i 93′, hvor der endnu ikke var shawarma-bikse på hvert gadehjørne og konserverede dolma (ruller af kødfyldte vindrueblade) på Fakta’s hylder med de andre “etniske” varer – fx. cashewnødderne og sorte saltede oliven. Vi boede på Sandholm-lejren, som alle andre flytninge gjorde, når man kom hertil. Jeg havde mine første år i børnehaven i Vollsmose (i Odense), hvor de fleste omkring mig også var en smule mørke i huden og havde dun på overlæben, selvom man egentlig var en pige. Da vi flyttede til en lille forstad få kilometer fra centrum i Odense, var det første gang at jeg hørte navnet “Sanderum”. Og overalt omkring mig var der gamle mennesker med fine og velholdte ligusterhække og spøjse blomster, der duftede helt vidunderligt. Jeg havde egentlig en meget tryg barndom – ingen bander, slåskampe eller hærværk. Ikke af betydning i hvert fald. Vi var omkring 3-4 udenlandske familier med MANGE børn – i hvert fald sammenlignet med de danske familier – og selvom vi var fra vidt forskellige lande og hverken talte samme sprog eller stammede fra samme kultur, syntes det alligevel at vi var meget ens. Vi var jo trods alt bare børn.
Sommerne i Sanderum blev brugt på bl.a. rundbold-turneringer. Jeg blev altid valgt som én af de sidste fordi jeg “tog for mange chancer” og løb, når bolden blev grebet osv. Jeg synes at det var for kedeligt at lade være. Legepladsen blev brugt flittigt og fik vi lov, var nattens mulm og mørke ikke nogen forhindring for vores leg. Vintrene blev brugt på vores gammeldags trækælk og en nærliggende bakke, hvor vi endnu var frygtløse. Blå mærker og hudafskrabninger skræmte os ikke fra at forsøge på forskellige stunts på bakken og heldigvis endte det heller aldrig helt galt.
Mine forældre var traditionelle. De gik meget op i at man skulle opføre sig pænt, vise respekt for de, der var ældre end én selv og især at man opførte sig ordentligt. Vi skulle kunne armenske traditioner lige så vel som de danske. Mens langt de fleste jævnaldrende fik lommepenge for at gå ud med skraldet, tage af bordet og rydde op, så var det aldrig et lønnet arbejde hos os. Mine forældre gjorde det klart for os, at i en familie deles og hjælpes man om alt. Og med fire børn, så havde min mor da også rigeligt med hjælpere. Mens min storebror hjalp min far i haven, trissede vi piger rundt indenfor, pudsede vinduer og alt det andet huslige, som vores mor nu kunne sætte os til. Og vi skulle selvfølgelig være med på alle fronter – især i skolen. Dengang kunne jeg ikke forstå, at de var så besatte af at vi skulle have lavet alle vores lektier før vi måtte gå udenfor og lege. Der var ikke kutymen blandt mine klassekammerater og der gik mange år, før jeg selv kunne se fordelen ved det. De gik meget op i at vi skulle være dygtige i skolen. I skolen skulle vi kun snakke dansk, men derhjemme – der stod den på armensk! I de små klasser blev min lillesøster og jeg undervist i armensk og skulle læse og stave mange formiddage, når vi havde weekend. Mine forældre gjorde mange ihærdige forsøg på at vi aldrig skulle glemme vores sprog eller kultur. Udover sprogundervisninger, var der også mange børnedigte, som krævede en del timers læsning for så, at kunne recitere dem for vores gæster, når vi fik besøg. Der er tradition for at børn i Armenien lærer at spille på et musikinstrument fra barnsben af og selvfølgelig skulle vi også det! Næsten hver lørdag i 4 år fik vi privatundervisning af vores iransk-armenske gudfar, der er uddannet klaverlærer, fra kl.11 til 18.
Mens pigerne i klassen kom i puberteten og drengenes stemmer blev dybere og interessen i pigerne voksede, lagde jeg nok kun mærke til at dunet på overlæben blev mørkere, men resten af kroppen stadigvæk ikke lignede de andres. Og det var de andre elever gode til at gøre mig opmærksom på- Jeg kan huske, at de ældre elever har kaldt mig “Indianer”-Lily” og gjort nar af mine mørke hår på armene, hvordan min tøjstil ikke lignede deres og at jeg havde en krum næse. Jeg var villig til at give min højre arm for at få en fin lille opstopper-næse som flere af pigerne havde. Jeg var virkelig ked af min næse. Det er der nok en del af mig, der stadigvæk er. Den er meget armensk.
Egentlig er det jo tankevækkende fordi den jo bare var en undskyldning for at kunne brokke mig over noget. En undskyldning for at kunne brokke mig over noget, som jeg ikke kunne ændre – eller som jeg ikke turde sige højt! Egentlig var jeg jo bare træt af at være armensk. Jeg var træt af at alle i klassen fik en konfirmationsfest, flot tøj og mange penge. En dag var jeg så træt af at alle de andre havde de nyeste Spice-Girls billeder, at jeg tog nogle mønter fra en jakke, der hang i vores entré for at kunne købe sådan nogle billeder. Det er virkelig pinligt. Tænk sig at stjæle penge for at få lov til at købe nogle åndssvage billeder. Af Spice Girls!!
Jeg var træt af at jeg ikke havde en mobiltelefon ligesom de andre. At jeg ikke måtte tage til fester – især ikke når der var drenge med. At jeg havde en far, der blev sur over at jeg havde mascara på i niende klasse. At jeg skulle høre på ordet “perkersvin” råbt efter mig, de få gange jeg havde vovet mig ud i byen. Især var jeg træt af at min mor ikke kunne finde ud af, at smøre “danske” madpakker til mig – helt plain rugbrødsmadder med agurk på toppen, sønderjysk spegepølse på en anden og en enkelt ostehaps som snack til senere. Ligesom de andres madpakker. Jeg byttede for det meste med en af de andre piger – jeg fik min højtelskede leverpostejsmad med syltede rødbeder på og hun fik min hjemmelavede bolle med min mors sammenbiksede frikadelle i. Der var vist spidskommen i. Det havde Sheila aldrig smagt.
Jeg var træt af at blive mødt med en “nåh ja, selvfølgelig skal du det”, når jeg fortalte folk at jeg havde en drøm om at være læge.
Vores forældre var strenge. Og forventede meget af os. Men jeg elskede dem! Det gjorde vi alle fire. I et fremmed land er ens familie det kæreste man har de første mange år. Det har vist aldrig ændret sig helt.
Gymnasiet var anderledes. Mere end jeg var forberedt på. Jeg oplevede folk bruge ordet “perker” eller “udlænding” om mig. Jeg lærte at jeg var en “første generations udlænding” fordi jeg er født i Armenien. Jeg faldt aldrig helt til i klassen. De fleste var “sjovt nok” ikke etniske danskere – tænk sig at de var en minoritet i klassen. Mens folkeskolen bar præg af at hovedparten i forstaden var danskere, var det næsten komisk at det var omvendt “inde i byen”. Jeg blev gode veninder med en kurdisk pige, som jeg holdt mig tæt til i alle tre år. Hun kunne godt forstå mig når jeg blev nødt til at tage hjem fra gymnasiefesterne 3 timer efter de var startet, fordi min far skulle hente mig fra busstoppestedet halv tolv. Jeg behøvede ikke at forklare hende at jeg ikke kunne tage min bærbare computer med, når jeg ikke havde én. Den skulle jeg selv spare op til – 300 timer i den lokale blomsterforretning og så kunne jeg smide 5000 kroner efter min øjesten – min “MyBook”. Ja, det var der et mærke, der hed. Og skønt usagt, var vi enige om at “18 år – så kan jeg gøre hvad der passer mig”-mentaliteten aldrig havde vundet indpas hos vores forældre og det højest ville resultere i en flad og et jamrende ønske fra vores forældre om at vi burde opføre os ordentligt.
Jeg sad til en jobsamtale engang. Samtalen forløber egentlig ret fint og stemningen var ret hyggelig (in lack of a better word). Jeg husker lige præcis den her samtale fordi han smiler til mig, da vi er ved at runde af og siger: “Ja, jeg synes faktisk at du virker meget kvalificieret! Og du virker til at være enormt sød. Men jeg har bare prøvet at have udlændinge ansat her og de skiller sig bare ud på alt for mange punkter.” Jeg kigger måbende på ham og får fremstammet et “hvad mener du?”. Han mener at det er problem at jeg ikke er dansk og det er for stort et arbejde at skulle sætte mig ind i hvordan tingene foregår på kontoret og især for de andre ansatte, at de skal vænne sig til en kollega med anden etnisk baggrund end dansk. De er vant til at gøre tingene på deres måde – og det kender jeg ikke til, fordi jeg ikke er dansk. Han var bange for at jeg ikke vil med ud og have en fyraftensbajer, at jeg bliver forarget over de vitser, der blev fortalt mellem kollegaerne eller at jeg ikke kunne forstå dem eller at det ville være for akavet at have mig ansat. Den sidste sætning sagde han faktisk ordret. Her sad jeg og havde taget mit pæneste tøj på og gjort mig umage med at skrive en god ansøgning og få udtalelser fra gamle arbejdspladser – og det eneste jeg burde have gjort var, at tage en pose over hovedet og taget navneforandring til Maria Andersen. Lidt fjollet, men måske var det bare sværere at blive piccoline end jeg umiddelbart troede.
Jeg troede meget længe at den eneste mulighed for at blive lykkelig i et ægteskab var, at jeg fandt mig en armensk mand. Jeg var jo ikke som de andre, så hvordan skulle vi kunne forstå hinanden? Men da jeg opdagede i en ung alder at behårede mænd med mørk hud og store næser ikke var mig, blev udvalget pludseligt en del mindre. Det meste af mit liv er jeg blevet gjort opmærksom på fra højre og venstre, at jeg er anderledes. At jeg ikke er dansk.
Nu er jeg så gået hen og blevet forelsket i en dansk fyr. Verdens dejligste mand. Men han er dansk. Hvorfor et “men” foran? Dét er netop grunden til at jeg er bange. Bange for at vores børn skal opleve det samme som jeg har de sidste 25 år. Skal de være trætte af at have et udenlandsk-klingende efternavn? Skal de ligesom jeg være bange for at skille sig ud fordi de ikke ligner nogen fra Norden? Tænk hvis de fik en næse som min? Tænk engang hvis de fik råbt de samme skældsord og græd om natten, fordi de ikke passede ind? Men hvor kommer de til at passe ind? Og hvad med mig? Hvornår kommer jeg til at passe ind i et land, hvor jeg har boet siden mit 3. leveår?
Jeg er træt af at der ikke er plads til fejltrin, fordi min hudfarve ikke er den rigtige. Hvis jeg træder ved siden af, bliver jeg mødt med et “Ja, selvfølgelig! Kan de nogensinde andet?”
Angst og bekymring er nogle af de følelser, som overvælder og tager styringen i min egen lille “balje af følelser”, hvis jeg skulle være så uheldig at falde over en artikel om terrorisme, flygtningelejre for syrierer eller lokal kriminalitet på Facebook og læser kommentarerne herunder. Jeg bliver bange for at jeg aldrig bliver accepteret fordi “dem af min slags” roder med kriminalitet. Jeg bliver bange for at det ellers så hjertevarme folk, som jeg kender danskerne for at være, er blevet til en kold og kynisk forsamling, der hverken vil skænke den tørstige noget vand, ej heller den forfrosne klæder på kroppen. Jeg er bange for at den kærlighed og respekt, jeg føler for dette fantastiske land, aldrig ser dagens lys. At al den tak jeg skylder jer, aldrig bliver taget imod – fordi jeg har en forkert hudfarve og et mærkeligt efternavn.
Hele mit liv har jeg kæmpet en brag kamp for at blive accepteret. Ikke nødvendigvis som dansker, men måske blot som en armenier der var velkommen. Og som tiden går, begynder jeg at indse at det kun bliver sværere. Med tanke på de seneste års terrorangreb rundt omkring i verdenen og senest her i Danmark, ligger en fredelig fremtid meget fjernt. Jeg sørger på vegne af de efterladte og deres pårørende, de politimænd, der var så uheldige at være på arbejde den dag. Sådanne voldsomme oplevelser efterlader et mærke hos mennesker – det er unægteligt! Helst vil jeg ikke sige for meget om det, der er sket. Det er der rigeligt der har. Rigtig mange kloge hoveder har kommet med deres bud på hvorfor sådan noget kan ske i Danmark, hvem vi skal bebrejde, om heksejagten på muslimerne er velbegrundet, osv.
Jeg står kun tilbage med ét spørgsmål: “Var det dét værd?”
De mennesker, der døde for lidt over en uge siden, har betalt den største pris for ytringsfriheden. Og var den det værd? Var det egentlig ytringsfriheden man afprøvede med Muhammed-tegningerne eller var det et skæbnesvangert forsøg på at se hvor langt man kan tillade sig at gå? Om Muhammed-tegningerne er en direkte årsag til angrebet, kan man diskutere frem og tilbage. Men med de tegninger gav man en åben invitation til hadefuld opførsel både fra muslimernes side og en opblusning hos racisterne til, at fortsætte med at sprede forfærdelige historier og løgne om hvordan uciviliserede udlændinge ødelægger verden. Man åbnede op for Pandoras æske for nu 10 år siden og inviterede til respektløs og uanstændig opførsel – og begrundede det med “ytringsfrihed”. Netop dette er noget af det jeg elsker allermest ved Danmark – men for mig var Muhammedtegningerne aldrig andet end en provokation. En fjer blev til fem høns – mange løgnagtige historier blev spredt om danskere, som aldrig passede og førte til yderligere opblusning i de muslimske lande. Men ikke desto mindre var det en fuldstændig ligegyldig begivenhed, der ikke havde andet formål end at vække vrede hos muslimer verden over. En ubrugelig (i hvert fald for Vesten) latterliggørelse af en religion som betyder alt for en milliard mennesker verden over for at underholde en nation. Det er en sørgelig verden, når intet længere er for helligt – at blasfemi regnes for lige så legitim underholdning som Garfield.
Og jeg sørger over de seneste års begivenheder har ændret et helt folk. De imødekommende mennesker, som Danmark engang har været fyldt til randen med, er nu enten pist forsvundet eller ændret holdning til deres medmennesker. Den mistillid og kyniske indstilling mærkes, ses og læses overalt i medierne. Det skærer i mit hjerte og får mig til at tro at åbne arme ikke længere er den sædvanlige måde at hilse sine gæster på i det her land, men en lukket grænse og fjendtlig indstilling overfor “dem”.
Jeg tør ikke længere at stå ved at jeg er kristen fordi det gør mig til fanatiker, “delusional” og jeg af religiøse årsager åbenbart vil nægte mine børn vacciner. Jeg tør ikke længere at være stolt af at være armenier, fordi det er et minus på jobmarkedet at have et udenlandsk efternavn og jeg har intet netværk at trække på, fordi mine forældre ikke er fra dette land og har derfor ingen forbindelser.
At være utryg ved det fremmede ligger naturligt til mennesker lige så vel som dyr. Men at frygte og skabe panik er noget, der hører sig hjemme i EB’s redaktion og ikke i hjerterne hos danskerne.
Så kære Danmark, tag imod os!
