Lidt bryllupssnak skal der vel til!

Så blev det endelig tid til lidt mere ferie efter en intensiv fredag med hele to eksaminer! Altså på samme dag.. Det kan i hvert fald IKKE anbefales!

Med lidt rigeligt stress og panik, nåede jeg igennem formiddagens første der omhandlede relevante love og paragraffer for kommende læger samt en hulens masse om retsmedicin, der heldigvis gik ganske fint. Nr. 2 (nyreblokken) kan jeg desværre ikke sige det samme om 🙁 Vi var vist alle enige om at den simpelthen var uretfærdig svær og 2 timer var ALT for lidt til 25 opgaver! Selvom det var kortsvaropgaver, var der nu rigeligt at skulle skrible ned og jeg tror uden tvivl at vi var mange der sad og panikkede helt indtil sidste minut!

Men nu går der 3-4 uger inden der er svar og så må jeg krydse fingre for at den er gået igennem! Til foråret har jeg lidt rigeligt med eksaminer, så jeg kan sagtens undvære en reeksamen 😉

Nu hvor det meste af lørdagen er gået med ønskescenariet (se: jeg har sumpet på sofaen til fjerde sæson af New Girl!!), så er de næste par dage fyldt med en masse aktiviteter, aftaler osv.

Som nævnt i et tidligere indlæg, holder min kæreste og jeg bryllup her til sommer og med det følger en masse “To-Do”s.

Blandt andet skal jeg forbi Panayotis i Vejle imorgen med mine to søstre, to svigerinder og mor for at prøve brudekjoler og forhåbentlig finde THE dress.. Lige så spændende og vidunderligt det er at forestille sig, at jeg skal giftes til juni, lige så stresset og kort for hovedet er jeg desværre også blevet med de mange opgaver, sådan en fest kræver! At få en kirkelig vielse iført kjolen og sløret (from my dreams) og efterfølgende holde middag og fest for familie og venner på et studievenligt budget er noget af en udfordring og meget af planlægningen består derfor også af, at regne og planlægge budget, blive inspireret af DIY’s på nettet og sørge for at lave lister hen ad vejen, så der er styr på alle punkter og arbejdsopgaver. Jeg nyder at organisere, planlægge og løse opgaverne – men udfordringen har især været stor de sidste par uger pga eksamenslæsning! Heldigvis skal jeg i klinik i 10 uger og med første dag den 6. februar, så ser det ganske lovende ud for mine “to-do”-lister.

For knap en måned siden var jeg ude at prøve brudekjoler her i Odense og selvom de nogle var rigtig fine og sad pænt, så er jeg “desværre” gået hen og blevet forelsket i stilen hos Enzoani. Kort sagt meget enkelt, elegant og tidsløst! Selvom jeg ikke er bange for at skille mig ud, så skal brudekjolen være så enkelt og smuk, at man stadigvæk at billederne fra dagen også er flotte om 30 år! Og med en forhåbning om at have et 3 meter langt slør på (jep, jeg sagde 3 meter), så skulle kjolen gerne være lidt afdæmpet også 😉

blog 2

En ud af mange kjole

blog 3

Kjolen uden slør

Udover at finde kjolen her i januar-måned, er en del af planlægningen bl.a. også at vi skal have lavet vores invitationer selv og sendt dem afsted til gæsterne inden måneden er omme! Og som nævnt før, så er det sparetider (i hvert fald når man er studerende) og med lidt inspiration fra nettet og lidt egne idéer, er vi nået frem til følgende:

blog4

Ideen er at “lågerne” skal skæres i en halvcirkel, så de ligner kraven på en blazer!

I stedet for hvidt papir som butterfly, har jeg tænkt lidt ud af boksen og gik igang med at finde gamle noder, da de kunne være et fint lille twist på invitationerne 😉 Faktisk endte jeg med at købe nogle gamle noder, som stammer fra midten af 1800-tallet, og skal til forsøge mig med dem som butterfly. Jeg synes i hvert fald at det er lidt specielt, når der også er inkluderet noget materiale med lidt historie og nogle år på bagen 😉

Jeg håber meget på at kunne nå, at lave invitationerne færdig i næste uge og sende dem afsted i den efterfølgende! Og så mangler jeg kun 12 afsnit af sæson fire af New Girl, så lidt af det kan tiden jo også gå med det 😉

Nu vil jeg nyde resten af min lørdag aften og glæde mig til at få en rigtig prinsessedag imorgen! Who knows? Måske siger jeg “yes to the dress” imorgen 😉

Rigtig god weekend!

/Lily

Velkommen til et endnu vildere år end sidst.. Or maybe not…

                                                               New year – new me!

 

Oh God… Ikke igen… Ja, den er vi vist rigtig mange der har hørt før! Selvom vi nu er hele 10 dage inde i det nye år, så har jeg alligevel gået og grublet på nogle forskellige ting de sidste par uger. Nu hvor et nyt år stod for døren  – hvad betød det så helt præcist for mig? Hele juleferien gik jeg og overvejede længe på hvad jeg skulle bruge 2016 på!

Skulle det være året, hvor jeg nåede mit absolutte bedste fysiske niveau ift træning? Skulle det være året, hvor jeg udelukkende skulle fokusere på studiet? Skulle jeg spise sundere og drikke mindre? Skulle jeg have mere “mig-tid”? Sidste år droppede jeg for første gang nogensinde at have en kur klar fra den 1/1 og et fitness-center var jeg jo allerede medlem af – så jeg besluttede mig for at lave noget lidt vildere og meget mere anderledes end jeg tidligere har haft af nytårsfortsæt. Jeg besluttede mig for konsekvent at børste tænder morgen og aften OG bruge tandtråd hver evig eneste dag! Okay – inden du stempler mig som klam, så tænk lige på hvor tit man egentlig kryber i seng uden at have aflagt visit hos “Le Toothbrush” og hvor tit husker man overhovedet at bruge tandtråd?? Jeg kan i hvert fald ikke mindes, at have været ved tandlægen hvor jeg ikke har fået at vide at jeg også skal huske at bruge tandtråd. Og panik-flossing 10 min inden man skal til kontrol i klinikken opvejer ikke at man har fravalgt de sidste mange dage, kan jeg lige så godt afsløre.

And for your notice – nåede jeg op på hele FEM måneder, hvor jeg gjorde det! Every single day!! OGSÅ tandtråd! Selv når jeg kom hjem kl.04 om morgene fra byen, gjorde jeg det! Men tandlægen var med sit “det ser meget bedre ud – meeeen det kan da godt blive bedre” ligesom ens underviser med sit “Du har fået 10 – men du kunne godt have fået 12, hvis nu…”. I don’t care! Bare sig at det var godt og så lad os stoppe den der…

Vi nåede den 31. december og jeg havde allerede delvist sat noget igang. Og da jeg igen i år havde besluttet mig for at holde en rolig nytårsaften med min kæreste i det lille hjem, så havde jeg i løbet af dagen masser af tid til at få samlet de sidste tanker, imens vi puslede rundt og gjorde os klar til en masse lækre retter og festligheder.

Og da klokken slog 12, vi kyssede hinanden på slaget og hoppede ind i det nye år (hoppede ned fra sofaen og foruroligende tæt på den stadigvæk uspiste kransekage… Ja, jeg frygtede det værste under hoppet), fik jeg verdens bedste tanke!

Den 27. december var jeg nemlig gået ind på min profil og opsagt mit abonnement hos FitnessWorld og 1. januar 2016 fik jeg brugt lidt tid på at føre mine tanker og ideer ud i livet: jeg slettede alle “Motivational” billeder på min telefon af lækre, tynde damer og alle de screenshots jeg har taget gennem de sidste par måneder af “Best 10 Minute AB Workout” og lignende. Jeg havde nemlig besluttet mig for at droppe ALT det der hed slankekure, stress og pres over et par kilo for meget på kroppen og den dårlige samvittighed jeg fik hver måned, når jeg kunne se at pengene til FW blev trukket fra kontoen og mine besøg i løbet af selvsamme måned lå og svingede mellem 2 gange om ugen til ingen besøg.

Det er simpelthen ikke det værd. Alle mine utilfredse tanker om mig selv og min krop, al den dårlige samvittighed og trangen til at vende blikket væk, når jeg siddende ved vores spisebord kunne se over til salen, hvor 20 kvinder sveder løs til TRX, gider jeg simpelthen ikke mere.

Don’t get me wrong – som fremtidig læge og efter mange timers undervisning og selvstudie af den syge krop og hvor meget dårligdom, der kan undgås ved at bevæge kroppen, har selvfølgelig sat sit præg på mig. Jeg løber. Minimum to gange om ugen og gerne flere. Jeg kommer afsted fordi jeg elsker det. Det er befriende, nemt og hurtigt overstået og jeg behøver ikke at forholde mig til om der er plads på holdet, om der er for mange om maskinerne og om jeg skal stå og smalltalke i 20 minutter fordi jeg møder 3 fra studiet, en tidligere arbejdsplads eller fra folkeskolen. Jeg elsker faktisk at bevæge og bruge min krop – men når der er et fitness-abonnement, der hænger som en sort sky over hovedet på mig, forsvinder lysten til at rejse sig op fra sofaen.

Så jeg stopper altså på ingen måder med at dyrke sport – jeg gider simpelthen bare ikke overfyldte træningscentre, dårlig samvittighed eller at stå i kø for at kunne bruge nogle vægte. Jeg cykler i skole, jeg får gået lange ture imellem og jeg spiser faktisk rigtig meget grønt og sundt i løbet af dagen – uden at Anne Bech eller “LCHF”-bøgerne dikterer det for mig. Og de sidste 10 år med alle mulige strikse diæter og andet åndssvagt har udelukkende haft den effekt, at når jeg har ikke “må” spise usundt – så får jeg endnu mere lyst. Og i de perioder hvor jeg ikke lever efter en særlig kur, så spiser jeg faktisk minimalt af alt det “forbudte”. Altså er min egen fornuft god nok – jeg kan skelne usundt fra sundt og så kan jeg ikke forlange mere af mig selv end at jeg finder en gylden middelvej! Det hele handler om balance, tror jeg. 

Mit liv er simpelthen for kort til at jeg skal veje 5 kilo mindre og undvære brød. It’s not going to happen. Så vil jeg heller spise sundt for mit helbreds skyld og være glad i den krop jeg har!

Og hvad mere er, at jeg har besluttet mig for at droppe den negative tankestrøm som jeg altid er omringet af. Jeg taler aldrig pænt om mig selv, tænker altid at jeg ikke er god, tynd og pæn nok og stresser mig selv uden grund. Og det gider jeg faktisk ikke mere.

Så 2016 bliver året hvor jeg absolut ingen nytårsfortsæt har. Ikke noget med at skulle tabe mig 10 kg, ingenting om at jeg skal løbe en marathon-distance i løbet af en måned fordelt på alle mine løbeture eller leve af kål og magert kød i 6 dage om ugen og så med en enkelt cheatday. Hvis jeg har lyst til kage, så spiser jeg også et stykke. Men så er det også ét stykke. Unless det er en tiger-roulade fra Fakta.. Så ryger det hele ned. Men hvem kan ærligt talt sige, at de spiser ét stykke af den roulade og så pakker den sammen? Ikke nogen i min omgangskreds i hvert fald.. I hope…

2016 er året hvor jeg skal være glad, lykkelig og nyde livet.

Og selvfølgelig er 2016 jo også året hvor jeg skal giftes. Og selvom man nu mere end nogensinde før kan fristes til at hoppe med på en eller anden helse-bølge, så gør jeg det ikke! Fordi det gider jeg ikke.

Og lige apropos nytår, så er et indlæg ikke meget værd uden billeder – så her er en lille serie af billeder fra maden til nytårsaften!

Rigtig god søndag til jer alle!

Dyreryg inden vakuumering med mini forårsløg, en god klat smør, 3 fed hvidløg og timiankviste

12498827_10153334448933807_626605564_n

Aftenens fine bordopdækning

12528084_10153334449018807_1443569365_n

Første forret var en gentagelse af sidste års succes: Vakuumerede kammuslinger, der fik knap en time i Sous Viden. Derefter lynstegt på en pande og med lidt mos af smørstegte gulerødder under.

12540458_10153334449053807_41778389_n

Anden forret: Med inspiration af Timm Vladimirs nytårsret, lavede vi vores vores egen jomfruhummerbisque. Flamberede jomfruhummerhaler (i rom fra Fiji) og elegant placeret skovsyre (elegant fordi det er udført af mig og jeg er en elegant lady!)

 

 

 

 

 

 

12528059_10153334449103807_11676864_n

Ovenpå jomfruhummerhalerne fik vi hældt bisquen, som jeg var gået igang med at koge allerede dagen inden. Den består hovedsageligt af en hulens masse grøntsager og fløde kogt ned til næsten ingenting – og den var SPÆKKET med smag!! Hands down noget af det bedste jeg nogensinde har smagt.

12528177_10153334449178807_687312029_n

Første hovedret: 3-timers ovnstegt fasan i mørk øl med kogte kartofler og lidt sovs fra bunden af fadet.

 

12506716_10153334449238807_1521227398_n

Anden hovedret: (Dyreryggen fra første billede) Efter 2,5 time i Sous Viden, blev fileten skåret i pæne stykker og serveret med lynstegte grøntsager (miniforårsløg og minigulerødder – og gulerødderne er endda egen avl!!!) og med lidt sovs til med fond kogt af dyreryg, porrer, skalotteløg og en rødvin! Bunden består af smørstegte brune svampe.

12507077_10153334449288807_1239419322_n

Første dessert: (Min eget lille hjertebarn – og en ret jeg har haft i tankerne i hvert fald de sidste 6 måneder) Panna cotta-bund med “æggeblomme” bestående af filtreret passionsfrugt og lidt tørret passionsfrugtstøv. Og lidt revet lakridschokolade ovenpå som “sort peber”. Alt sammen lavet vha. principperne i molekylær gastronomi!

12511892_10153334449353807_1116376947_n

Anden dessert og dermed også sidste ret: Hjemmelavet chokoladeis på kakao fra Valrhona og laktosefri piskefløde med dragefrugt og litchifrugt! Mætte og tilfredse nåede vi ud på altanen efter midnat og nød et glas champagne, mens vi overværede naboerne brænde deres penge af (se: fyrværkeri) og jeg fik selvfølgelig lov til at fyre et par heksehyl af.. Jeg er ikke ansvarlig nok til at håndtere rigtig fyrværkeri, er vi blevet enige om.. maybe next year…

 

Et lille vemodigt farvel

Imorgen er den sidste dag på Ortopædkirurgisk Afdeling på Kolding Sygehus.

Hele fire uger er overstået og sikke en rejse, det har været. Hvis man kan kalde det det 😉

Opholdet har for mig været en kæmpe øjenåbner i forhold til det speciale, jeg engang skal kaste mig ud i! Aldrig havde jeg regnet med at et sygehus ville være tillokkende som fremtidig arbejdsplads og da slet ikke et kirurgisk speciale. I know, I know.. I tænker: “You stupid? Hvis sygehus-job ikke er dig, hvorfor læser du så medicin?”.

Kort sagt, har jeg det meste af min studietid været overbevist om at jeg skulle arbejde i en privat praksis, hvor jeg havde en fast patientgruppe og regelmæssige arbejdstider. Selvfølgelig kommer man til at lide noget afsavn i form af en meget bred faggruppe, akutte skader og traumer samt mulighed for yderligere undersøgelser og prøverekvirering udover blodprøver og måske elektrokardiogram af hjertet. Men at jeg kunne slippe for natte- og døgnvagter og kæmpe tidspres pga. for mange patienter og for meget bureaukrati, var det værd!

Men fandme om jeg ikke er blevet helt hooked på det der ortopædkirurgi! I really don’t get it.. Inden jeg startede, var min holdning til netop dette speciale nok meget lig resten af befolkningen – nemlig at de er meget veluddannede slagtere! Men efterhånden som jeg har haft min gang i deres dagklinik, skadeambulatorium, sengeafsnit og operationsgang, er jeg blevet mere og mere imponeret og “in awe” over det arbejde de udfører og den forskel det gør for deres patienter. At nogle søm, fjernelse af en knyst eller noget gipsanlæggelse kan gøre så stor en forskel for funktion og livskvaliteten. De sidste fire uger har været både inspirerende, lærerige og helt enormt trættende også. Fordi jeg aldrig har og aldrig vil være et A-menneske og fordi så mange nye indtryk tærer på energiniveauet.

Ikke desto mindre har det været et fantastisk ophold med både journaloptag, amputationer og en masse (and I really mean a whole lotta) kaffe!!

Og mens jeg har fået set, lavet og lært en masse på sygehuset, har eftermiddagene og aftener lignet hinanden. Der har været lidt bagning og madlavning hist og her, lidt besøg fra svigerfamilien og her til aften en fantastisk lækker suppe med hokkaido-græskar, hvidvin, skalotteløg og fløde – toppet med lidt stegt okseculotte i skiver! YUM!

Og traditionen tro, har jeg lavet en hulens masse kanelsnegle som afdelingen skal have imorgen til morgenkonference som tak fra undertegnede og de to andre medstuderende, der også har været på afdelingen. Og selvom ideen var god nok – mindre stykker i muffinforme, så de var nemmere at transportere, synes jeg desværre at udseendet ikke helt passer til smagen!

 

blog1

Flottere før bagning end efter! Heldigvis er kagerullen fra HAY stadigvæk ret fin

 

Lækker hokkaido-suppe i fødselsdagsgave fra min 2-års fødselsdag

Lækker hokkaido-suppe i fødselsdagsgave fra min 2-års fødselsdag

 

Svigerfar og Anders' ældste lillesøster kiggede forbi til en kort dag i Odense. Mætte og tilfredse smuttede de mod jylland igen, efter et visit i Burger Anarchy i centrum i Odense. Min var (selvfølgelig) en Homer - 'cause of the onion-rings!!!

Svigerfar og Anders’ ældste lillesøster kiggede forbi til en kort dag i Odense i tirsdags, og mætte og tilfredse smuttede de mod jylland igen, efter et visit i Burger Anarchy i centrum i Odense. Min var (selvfølgelig) en Homer – ’cause of the onion-rings!!!

Ugen har dog indeholdt lidt lækker madlavning – vigtigt tip til studerende: Føtex har ret meget billigt kød efter kl.20!!! Det kan varmt anbefales at tage en lille tur igennem butikken, hvis man nu alligevel er ude og gå en tur!

Bl.a. lavede jeg en lækkert okseculotte til billige penge! Det gav nogle point hos kæresten..

Og så var en middag i byen med svigerfamilien meget kærkomment efter en lang dag på operationsgangen.

Forkælelse for Mr. Bruce efter hans lange arbejdsdag: Langtidsstegt okseculotte med rodfrugter og nye kartofler til :)

Forkælelse for Mr. Bruce efter hans lange arbejdsdag: Langtidsstegt okseculotte med rodfrugter og nye kartofler til 🙂

Alt i alt en rigtig god uge!

På mandag starter et nyt forløb – denne gang på en medicinsk afdeling – på Neurologisk på Vejle Sygehus. Og nu må jeg se om min fascination af neurologien bliver næret eller fortæret fuldstændigt efter de næste fire uger 😉

Rigtig god weekend til jer!

/Lily

P.S. Skulle I have lyst til at prøve suppen af, så skal I blot forsyne jer med en enkelt græskar, 2 skalotteløg, 2 bouillon-terninger (enten vegetar eller høns), 1,5 dl fløde og en god sjat hvidvin. Løg og græskar skæres i stykker, svitses af i en gryde, tilsæt hvidvin og lad den koge ind. Dernæst tilsættes 2 bouillon-terninger opblandet i 600 ml kogende vand. Suppedassen koges ind i 15 min. Fløden tilsættes og koger videre i 5 min. Dernæst blendes suppen og smages til med salt og peber! Kan serveres med enten creme fraiche (livet er for kort til andet end 38% creme fraiche), baconstykker eller gårsdagens kødrester 😉 Enjoy!

To Hell and Back..

Aaarh okay.. Lidt dramatisk måske.. Men det har jeg nu nok altid været!

To uger ud af fire på Ortopædkirurgisk Afdeling i Kolding er nu officielt overstået, og imens jeg stadigvæk sunder mig over alle de nye indtryk og arbejdsopgaver der følger med, har jeg haft selskab af angstanfald, adskillige søvnløse nætter og mange appetitløse dage. Ikke pga klinikopholdet, men pga min reeksamen i sommers. Almindeligvis er jeg nervøs i tiden efter eksamen og kan panikke lidt over om den er gået eller ej – det tror jeg sådan set alle oplever efter eksamen. Men de sidste par uger har været ubærlige.. I hvert fald for min psyke!

Resultatet af eksamen afgjorde nemlig om jeg måtte fortsætte på uddannelsen eller finde mig noget andet at lave end medicin-studiet.

Needless to say, at jeg var en presset kvinde og forfærdelig at være omkring fordi jeg var så vanvittig følelsesladet og grådlabil. Det betyder meget, når jeg selv åbenlyst erkender at det er slemt, når det “almindelig” niveau er, at jeg tuder omkring 15 min efter The Notebook starter til rulleteksterne kører på skærmen eller da Lillefods mor døde i “Landet for længe siden”.

Og mens jeg stod i Matas idag og kiggede på fodsalte, tikkede en sms ind: “Er den gået? Har du tjekket din karakter??”

Mit hjerte begyndte at hamre fuldstændigt vanvittigt og mens jeg febrilsk prøver at taste brugernavn og kode til Selvbetjening på telefonen, snakker min mor videre om hendes manicure – uanende om min mission.

Da jeg ser min beståede karakter, bryder jeg selvfølgelig ud i gråd – i Matas i myldretiden – mens min mor og søster kysser og krammer mig og ønsker mig tillykke! Aldrig i mit liv har jeg været så lettet som da jeg tjekkede min karakter! Den skulderklap, som denne beståede eksamen betyder, er den bedste, jeg i mit liv har fået! PUHA!! Aldrig mere reeksaminer (7-9-13), ingen hængepartier og dermed også verdens gladeste Lily!

De sidste par dages eskapader til Karrusel-festivalen i Odense har sat deres præg på mit manglende energiniveau – men lige nu er jeg helt høj på lykke og så skal den dælme også have hele armen inden jeg tager afsted mod Kolding igen imorgen – efter familiefødselsdag hos min dejlige søster!

Ubagte og lækre kanelsnurrer - marmorkagerullen fra Hay er en fødselsdagsgave fra en god veninde og helt perfekt til at rulle dejen ud med!

Ubagte og lækre kanelsnurrer – marmorkagerullen fra Hay er en fødselsdagsgave fra en god veninde og helt perfekt til at rulle dejen ud med!

Færdigbagte og lækre :)

Færdigbagte og lækre 🙂

Opskriften er fra "Meyers Bageri" af Claus Meyer!

Opskriften er fra “Meyers Bageri” af Claus Meyer!

Som bonus har jeg forkælet mig selv ved at lave kanelsnurrer til min dejlige kæreste, der har været en uundværlig støtte de sidste mange uger, og derfor også skulle nyde godt af en gladere og mere smilende kæreste! Og under min lille byvandring i Odenses hyggelige gader, fandt jeg loppemarkedet på Gråbrødre Plads, hvor jeg fik lavet et kup:

De fineste forsølvede skeer og gafler! Jeg er lidt glad for at blande forskellige designs, så længe at selve gaflens tænder ligner hinanden ;)

De fineste forsølvede skeer og gafler! Jeg er lidt glad for at blande forskellige designs, så længe at selve gaflens tænder ligner hinanden 😉

 

Jeg håber, at jeres weekend er mindst lig så god som min!!

/Lily

If Mondays were shoes, they’d be crocs…

Puha.. Så fandt jeg endelig lidt tid til et nyt indlæg – og med knap en måned siden den sidste opdatering er det vel på høje tide!

Meget er sket siden jeg fik sommerferie og tænk engang, at ferien er slut helt officielt fra i morgen! Som mange af mine venner (og allermest Instagram-følgere) er blevet bekendt med, var jeg den heldige vinder af en reeksamen her i sommers.

Pinligt – men ikke desto mindre – har jeg haft sådan én hver sommer siden jeg startede på medicin i januar 2010. Og den vakse læsere vil så kunne regne ud, at jeg burde blive færdig her til vinter sammen med resten af min oprindelige årgang. Men sandheden er, at det bliver jeg ikke før om 2 år!

Jeg skriver pinligt og mener det ikke reelt. Jo – det er pis’hamrende nedern at bruge det meste af sin sommerferie på at læse til gamle moduler og alle, der har prøvet dette, vil give mig ret! Især når man som medicinstuderende har minimum 4 eksaminer om året og undervisningstimer svarende til mere end et fuldtidsarbejde ved siden af al læsningen. Så er sommerferien tiltrængt! Og at jeg aldrig har haft fri i mine ferier, har desværre også sat sine spor på mig efterhånden. Jeg er træt og udmattet når jeg starter i skole igen til september. Men mere pinligt er det vel heller ikke end at hvis 40% kan dumpe en eksamen, så oplever rigtig mange den kæmpe skuffelse det er, at få et 00 til en eksamen!

But don’t get me wrong! Jeg ville aldrig ønske andet, hvis det er den måde, hvor jeg kan blive læge på. Og forhåbentligt står det anderledes til næste sommer 😉

Der er mange myter og rygter om studiet, de studerende og det miljø, man færdes i som medicinstuderende. Ja, det er hårdt at læse medicin. Rigtig hårdt! De, der siger andet, lyver! At det kan variere i sværhedsgraden afhænger selvfølgelig af hvem man er og hvordan man organiserer sin tid og sin læsning. Kan man formå at læse stoffet få gange og memorere det, så er der naturligvis bedre tid til fordybelse og mere energi til at indlære sig detaljer. Er man ligesom jeg nødt til at læse det 4 gange, for at kunne huske en brøkdel, og yderligere skal læse stort set alle vågne timer op til eksamen, så kan studiet virke rigtig langhåret! Vi som studerende har desværre en tendens til at formidle dårlige råd videre til de yngre studerende. “Nej nej, du skal ikke tage til anatomi-forlæsningerne! Det er spild af tid!” Eller når vi bilder hinanden ind at vi knap nok har åbnet en bog under modulet og alligevel formår at klare os glimrende til eksamen. I stedet for at give plads til, at de selv kan undersøge sagerne for sig selv og finde ud af hvad der fungerer for dem hver især. Don’t get me wrong – gode råd og tips/tricks til at klare et svært modul er kærkomment, men opfordring til at droppe timerne eller at latterliggøre et modul, som andre dumper, er simpelthen for åndssvagt!

I starten havde jeg selv rigtig svært ved at skelne mellem de, der løj og de, der forvrængede virkeligheden. For virkeligheden er jo aldrig, at man består med et 10-tal til en eksamen uden at have sat sig grundigt ind i stoffet.

Men måske er der også mere prestige i at lyve sig mere doven end man er og så brilliere – der er vel ingen overraskelse at man kan få gode karakterer af at knokle røven ud af bukserne. Men at man 2 uger inden endokrinologi-eksamen “praler” med, at man ikke aner hvad hormoner er for noget og alligevel kan score topkarakter til eksamen, kan jo virkelig få folk til at falde bagover af beundring!

Jeg er dumpet rigtig mange eksaminer – nogle pga. forkert læseteknik og andre af personlige årsager. Og der er uden tvivl rigtig mange af mine medstuderende, der ryster på hovedet af at jeg enten får lov til at fortsætte eller at jeg ikke forstår at jeg ikke er god nok.

Den værste af alle kritikerne er uden tvivl mig selv! Jeg kan tælle på én hånd, hvor mange eksaminer jeg har været til, hvor jeg har været selvsikker både før og efter eksamen. Af alle eksaminer i mit liv! Og jeg har været til en del, skulle jeg hilse at sige..

Og rigtig længe troede jeg på at jeg aldrig ville være dygtig, klog eller god nok! Selvom jeg vil det her studie mere end noget som helst andet. Og den værste følelse i verden er, at føle sig utilstrækkelig, når det eneste man vil, er det der hele tiden virker til at være mod én. Jeg har i mit forholdsvis korte liv oplevet svigt, skuffelse, at blive stukket i ryggen af folk tæt på mig og utroskab i et forhold og jeg er slet ikke i tvivl om at følelsen af at være utilstrækkelig i forhold til sit studie er det absolut værste.

Men hvorfor skriver jeg det her? Fordi det trænger folk omkring mig til at vide! At på trods af at jeg selv kan have en ironisk holdning til mine manglende eksaminer og dét faktum, at jeg ikke kommer til at færdiggøre studiet på nomineret tid, stadigvæk bliver såret over folks spydige kommentarer. Og jeg er langt fra den eneste, der har det sådan! Jeg har vænnet mig til at nogle måske synes, at jeg er en joke på studiet eller er uforstående over for at jeg gider at blive ved. Men jeg er – efter alt den tid – nået til den erkendelse at jeg fandme fortjener min plads på studiet! Det kan og vil ingen aldrig nogensinde få mig til at tvivle på – i hvert fald ikke mere. Med fare for at lyde som en hoverende idiot, så tror jeg ikke at der er særlig mange, der ville gide at fortsætte hvis de var i mit sted for 2 år siden. Med alt for mange eksaminer bagud og en manglende tro på at det nogensinde vil vende, ville det nemmeste være at stoppe og finde på noget andet at lave! Men det skal ingen andre end undertegnede bestemme.. Hverken for mig eller for nogen andre!

Jeg tror og håber på, at studiemiljøet vil være både bedre og sundere for alle – både de med klæbehjerne og dem, med en hukommelse som en si – hvis man var ærlig omkring det at have dumpet en eksamen. For selvom man føler at hele verden ramler for én, når det sker, så er det ikke enden på alt som man kender det. At være ærlig omkring studiet generelt gavner ikke kun andre, men også én selv! At erkende at noget er hårdt, gør blot at man kæmper hårdere og mere for det og når sejren endelig er i hus, hvadenten det er en enkelt eksamen eller beviset i den ene hånd, mens man rækker dekanen den anden (slightly mere) svedige hånd, så er rusen større end noget som helst andet man kender. At blive belønnet for ens hårde arbejde er den bedste følelse i verden.. Næst efter forelskelse, selvfølgelig!

Der vil altid være nogen, der slacker og ikke rigtig gider at gøre en indsats – men hvor mange er det reelt? Hvor mange knokler det bedste de har lært og hvor stor tror du ikke skuffelsen er, når de opdager at have dumpet eksamen?

Så inden du peger fingre af din studiekammerat og griner af at han/hun tydeligvis er tabt bag en vogn, så husk på at vedkommende nok har det værre over sit nederlag og måske fortjener bedre end grin og latterliggørelse!

Jeg skal ikke være “all Mother Theresa”-like, men husk at negativitet avler mere negativitet og verdenen er i forvejen fyldt med så meget dårligskab, at vi vist ikke behøver mere.

Kylling-stegning i det lille hjem ved Kolding sygehus.. Jeg havde glemt at krydse kyllingen med salt og peber.. Mest af alt fordi jeg havde glemt at købe salt og peber..

Kylling-stegning i det lille hjem ved Kolding Sygehus.. Jeg havde glemt at krydse kyllingen med salt og peber.. Mest af alt fordi jeg havde glemt at købe salt og peber.. Idiot..

Og nu til noget lidt andet: Så skal jeg de næste 8 uger være i klinik på hhv ortopædkirurgisk afdeling i Kolding og Neurologisk afdeling i Vejle og GLÆDER mig som et lille barn til at lære endnu mere om de specialer og endnu mere til at se, opleve og være en del af arbejdsgangen på de travle afdelinger, som tit kan virke så fjernt, når man sidder med hovedet begravet i medicinsk kompendium og udsigten til en hverdag i den hvide kittel virker så langt væk! Mit første rigtige klinikophold (foruden 14 dage på lungemedicinsk på OUH sidste år), der handler om mere sygdomslære, udvikling af kommunikative kundskaber og selvfølgelig min første operation!! Crazy!!

Men jeg er simpelthen også bange! Virkelig meget! Jeg kan huske n. femoralis og Babinskis refleks – and that’s it! O_O Men mon ikke at jeg lærer en hel del mere, når jeg vender tilbage til skolebænken i midten af oktober og forhåbentlig er jeg blevet klogere på om det er én af de to specialer, jeg skal kaste mig ud i, om nogle år, når dekanen har mærket min svedige hånd og jeg står med en skæv grimasse og et bevis 😉

Rigtig god uge til jer alle!

/Lily