Udsigt fra altanen

Opkvikkende omgivelser på min 1,5 times gåtur på min “sygedag”

Så kom vi endelig hjem efter den famøse skiferie og hvor har det været fedt!!! Sidst jeg rigtig har stået på ski, var i 8. klasse (i 2004 engang.. Yes, that does make me really old) og siden det kun var en enkelt dag, da jeg var så “heldig” at redde mig en slem omgang halsbetændelse på 2. dagen og var bundet til sengen med te, halspastiller og min dansklærers selskab, snørede jeg med rystende hænder støvlerne fast den første dag og begav mig ud på de flotte pister i Zell am See i Østrig. Og mens min (meget tålmodige) svigerfar belærte mig i teorien og viste mig teknikken, fulgte Mr. Bruce trofast bagved og samlede mig op hver gang jeg faldt. Og jeg faldt. Mange gange! Virkelig, virkelig mange gange. Men min stædige natur tvang mig til at komme op hver gang, mens min übersensitive tårekanaler pressede en del for at holde tårerne tilbage. Og heldigvis var de rigtig gode til at presse mig lidt hele tiden og holde pauser, når mine lår syrede fuldstændig til fordi jeg den seneste tid inden skiferien har brugt dem mere som pude til min computer end til meget andet O_O

Skemaet så heldigvis ret ens ud for dagene: op kl.06.30 til morgenmad og lidt hygge inden turen gik mod pisterne kl.08, hvor vi stod på ski indtil kl.15-15.30 – kun afbrudt af frokostpause og vores daglige varm kakao-pause! Helt ligesom jeg havde forestillet en skiferie skulle være, selvom jeg synes at østrigerne var lidt for nærige med flødeskummet….

På 3. dagen besluttede vi os for at prøve nogle andre pister, heribandt de røde! Og for en nybegynder som mig er det heller ikke overraskende at jeg tøvende sagde ja. Da vi står på  toppen af en stejl pist, løftede jeg sådan rigtig blikket og “opdagede” sådan rigtig at vi for alvor var højt oppe. Omkring 2500 meter og med syn lige ned til søen, bilerne og vejene på bunden af bjergene. Og her oplevede jeg for første gang i mit liv en helt anden form for panikfølelse end jeg tidligere har følt. Jeg er ikke særlig god til højder og bor man i et land som Danmark, er det heldigvis sjældent at man konfronteres med én angstprovokerende stimulans som jeg oplevede her på bjerget. Pinligt var det at jeg kort tid forinden havde kørt ned af selvsamme bakke, blot til forskel at jeg da havde kigget ned på mine ski og talt til 4, hvorefter jeg skulle vende! Jeg kunne mærke hvordan mine ben begyndte at ryste og min hals snørede sig sammen. Og selvom min svigerfar kaldte på mig og prøvede at berolige med at jeg sagtens kunne og jeg var godt rustet til udfordringen, voksede klumpen sig større og større i halsen. Og faktisk blev det så slemt, at jeg endte med at sætte mig ned med rystende ben, mens tårerne trillede ned og jeg var rent ud sagt bange – som aldrig før! Jeg er af den overbevisning, at man bliver stærkere af at presse sig selv og tage imod udfordringer, som man måske ikke tør. Men hér måtte jeg erkende at min grænse var nået! Og jeg var faktisk allerværst på ski den dag – også sammenlignet med første dag! Tænk sig at ens tro på sig selv kan betyde så meget O_O Man siger jo at tro flytter bjerge. Så må det vel også gælde, at tro kan få én til at flytte sig på bjerget?? Selvom jeg elsker et bjergrigt landskab, så er min mave nok ikke bygget for meget fart i de højder!

Heldigvis gik det bedre de efterfølgende dage med 20-25 km på ski hver dag, Jägerte om eftermiddagen og den daglige Bezzerwizzer-dyst gjorde hele opholdet til en af de bedste ferier, jeg længe har været på.  Og efter pomfritter til frokost eller aftensmad hver dag i en uge og nu med et ansigt der er slået ud (OBS. Fedtet mad KAN faktisk godt give uren hud.. hmm.. Who would have known -_-), sidder jeg nu og nyder mine frikadeller og håndbold i fjernsynet på dansk grund!

Ude godt – men hjemme er trods alt bedst 😉 Og så skader det heller ikke at vi har en hel uges ferie endnu inden den K5-blokken (Sygdomme i fordøjelseskanalen) starter i februar !

Undertegnede på yndlingsbakken!

Flot udsigt fra gondola-liften

Flotte bjerge

Udsigt fra vores lejlighed

Det lille fjols på midten af bakken, der er faldet, er mig… Surprise surprise..

Ivrig armenier i sneen!

/Lily

Hold da op, min kalender har været booket! Imens jeg har fordrevet de sidste 2 uger med eksamenslæsning inden min eksamen den 13. januar, har min storesøster haft travlt med at læse til (og til tider græde over) sin kommende embedseksamen torsdag den 15. januar. Så kan jeg brokke mig nok så meget over at 2 uger med 12-timers læsning hver dag er hårdt og uoverskueligt – forestil jer at skulle læse op til alle 6 studieår på 4 måneder. For de af jer, der ikke kender til studiet, så er universitetet i Odense den eneste ud af fire uddannelsesbyer Danmark, hvor man afslutter seks år medicinstudium med embedseksamen, der består af 2 skriftlige og 2 mundtlige eksaminer, hvor man kan komme ud for cases, sygdomme, organer og andet som man har gennemgået indenfor de seneste 6 år! Altså pensum er sådan set alt det man har gået rundt og brugt sin tid og energi på i al ens studietid. Needless to say at det er en nervepirrende eksamen og jeg selv frygter den om 2,5 år, når det bliver min egen tur.

Søster Laura klarede det heldigvis rigtig godt (den samlede karakter kommer først om noget tid) og hele dagen igår blev brugt på at fejre hende og hendes fine titel som læge 🙂 Dagen forinden havde jeg planlagt at lave små, søde macarons med chokoladeganache med mint, som skulle nydes når vi “poppede ‘pagne” (det er ungt og hipt)! Det er med stor ærefrygt at jeg kastede mig ud i projektet onsdag aften, velvidende om at mit første forsøg ikke var særlig vellykket. Den lille “skummende” kant på bundende dukkede ikke rigtigt op sidst, så jeg var helt naturligt bange for det samme skulle ske her.

Jeg brugte dog en ny opskrift – én fra den græske dessertkok, Nikolaos Strangas, der er kendt for sine små vidundere af de franske makroner – hvor marengset blev lavet med samme udgangspunkt som italiensk marengs, nemlig ved at koge sukkermassen op til 117 grader og hælde det oveni de piskede æggehvider.

Opskriften passer til ca. 45 små makroner (altså 2 bunde med ganache imellem):

Først sigtes 150 gr flormelis i en skål. Heri blandes 150 mandelmel  og 50 gr æggehvide. Det ligner ikke en særlig lækker dej, men bare rolig: det bliver blandet med marenget og kommer til at se mere “rigtig” ud! Dernæst piskes yderligere 50 gr æggehvider. Bland 50 ml vand og 150 gr sukker i en lille kasserolle og sæt denne til kogning. Her bruger jeg et særligt termometer (jeg er ikke sikker på om et stegetermometer vil være præcis nok) og jeg lader sukkermassen koge op til 117 grader, hvorefter jeg hælder den i de piskede æggehvider, mens jeg pisker blandingen – her kan det anbefales at bruge enten en røremaskine (skulle man være så fancy at have sådan én) eller en almindelig håndmixer. Det er simpelthen for udmattende at gøre det med et piskeris og en anelse for langsomt 😉 Selv hvis man skulle have markede arme ligesom undertegnede.. 

Når sukkermassen og æggehviderne er pisket rigtig godt sammen, kommer jeg en smule rød farvestof i – farven vælger man selvfølgelig selv – og kommer lidt ad gangen i indtil den har en passende nuance! Dernæst vendes en smule af marengsen forsigtigt i den “robuste” dej (den første) og blandes i. Når det hele er blandet sammen, hældes dejen i en frysepose, der skæres et passende hul i ét af hjørnerne og der presses forsigtigt en lille klat (ikke meget større end en 2-krone, hvis man ønsker små mundrette bider) med ca 2-3 cm mellemrum på en bagepapir-beklædt bradepande. Når al dejen er blevet til små klatter på bagepapiret, skal det hvile mellem 30-40 min. Når der er gået 20 min, skal man tænde ovnen på 150 grader (normal ovn – never the warmluft!) og chokoladeganachen kan forberedes: 100 ml fløde bringes til kogning i en kasserolle (måske den samme som før, hvis man har haft overskud til at vaske op også!!) – imens hakkes 180 gr god mørk chokolade (minimum 70 %) i små stykker og hældes i en frysepose. Når fløden er begyndt at koge, tages kasserollen af varmen og fløden hældes i posen med chokoladen, mens der røres rundt med en ske. Når al chokoladen er smeltet (mærk på posen med fingrene om der er klumper), blandes ca. 4 dråber af pebermynte ned i posen og røres rundt. Dernæst stilles posen i køleskabet til afkøling. 

Når hviletiden er over for makronerne, stilles de i midten af ovnen og bages omkring 8-9 minutter ved 150 gr. Når tiden er gået, stilles en træske imellem ovndøren og ovnen og ovnen skrues ned på 130 grader. Efter ca 7 minutter, kan makronerne tages ud og stille til afkøling. VENT med at pille dem af bagepapiret indtil de er kolde – ellers går de i stykker!  Dernæst sættes makronerne sammen to og to – i nogenlunde samme størrelse og form og har ganachen fået en passende konsistens (ikke for fast eller flydende), kan denne bruges nu. Klip et passende hul i et af hjørnerne og tag dernæst den ene makronbund, sprøjt i en rund cirkel på denne, læg det sammen med “toppen” og voíla: du har lækkerier, der er fortæret indenfor 15 minutter O_O

Lækre lyserøde sager 🙂

Udover macaron-succesen, har jeg forsøgt mig på at lave bagels idag. Why you ask? CAUSE I’M GOING SKIING!!!! YAY! Min søde svigerfar har nemlig inviteret Mr. Willis og jeg med på ski i Østrig og det kommer som kaldet efter en hård læseperiode og et langt semester med mange eksaminer og stort set ingen rejser siden slutningen af juni sidste år! Og for at bibeholde min status som yndllingssvigerdatter (godt nok også den eneste but still), meldte jeg mit til at sørge for madpakke til turen derned. Og så var det en god undskyldning for at bage lidt, nu jeg havde haft så travlt den seneste måned. Og bagels blev der lavet – hele 13 af slagsen – med tørret tranebær, 5-kornsblanding og sprinkled med sesamkerner på toppen. Opskriften skal nok blive smidt herop engang i løbet af de næste par dage – lige nu skal jeg nemlig pakke de sidste ting, smøre bagels med flødeost, røget laks og spinat (jeg glæder mig allerede til at jeg bliver sulten – is that stupid??) og gøre mig klar til en fantastisk ferie i det flotte Østrig!

Ciao for now 🙂

/Lily

Med tranebær og kerner

Klar til at blive smurt!