Efter en noget turbulent forår med sygdom i den tætte familie, liiidt for meget om ørerne og en mass
Se næste indlæg >
If Mondays were shoes, they’d be crocs…
Puha.. Så fandt jeg endelig lidt tid til et nyt indlæg – og med knap en måned siden den sidste opdatering er det vel på høje tide!
Meget er sket siden jeg fik sommerferie og tænk engang, at ferien er slut helt officielt fra i morgen! Som mange af mine venner (og allermest Instagram-følgere) er blevet bekendt med, var jeg den heldige vinder af en reeksamen her i sommers.
Pinligt – men ikke desto mindre – har jeg haft sådan én hver sommer siden jeg startede på medicin i januar 2010. Og den vakse læsere vil så kunne regne ud, at jeg burde blive færdig her til vinter sammen med resten af min oprindelige årgang. Men sandheden er, at det bliver jeg ikke før om 2 år!
Jeg skriver pinligt og mener det ikke reelt. Jo – det er pis’hamrende nedern at bruge det meste af sin sommerferie på at læse til gamle moduler og alle, der har prøvet dette, vil give mig ret! Især når man som medicinstuderende har minimum 4 eksaminer om året og undervisningstimer svarende til mere end et fuldtidsarbejde ved siden af al læsningen. Så er sommerferien tiltrængt! Og at jeg aldrig har haft fri i mine ferier, har desværre også sat sine spor på mig efterhånden. Jeg er træt og udmattet når jeg starter i skole igen til september. Men mere pinligt er det vel heller ikke end at hvis 40% kan dumpe en eksamen, så oplever rigtig mange den kæmpe skuffelse det er, at få et 00 til en eksamen!
But don’t get me wrong! Jeg ville aldrig ønske andet, hvis det er den måde, hvor jeg kan blive læge på. Og forhåbentligt står det anderledes til næste sommer 😉
Der er mange myter og rygter om studiet, de studerende og det miljø, man færdes i som medicinstuderende. Ja, det er hårdt at læse medicin. Rigtig hårdt! De, der siger andet, lyver! At det kan variere i sværhedsgraden afhænger selvfølgelig af hvem man er og hvordan man organiserer sin tid og sin læsning. Kan man formå at læse stoffet få gange og memorere det, så er der naturligvis bedre tid til fordybelse og mere energi til at indlære sig detaljer. Er man ligesom jeg nødt til at læse det 4 gange, for at kunne huske en brøkdel, og yderligere skal læse stort set alle vågne timer op til eksamen, så kan studiet virke rigtig langhåret! Vi som studerende har desværre en tendens til at formidle dårlige råd videre til de yngre studerende. “Nej nej, du skal ikke tage til anatomi-forlæsningerne! Det er spild af tid!” Eller når vi bilder hinanden ind at vi knap nok har åbnet en bog under modulet og alligevel formår at klare os glimrende til eksamen. I stedet for at give plads til, at de selv kan undersøge sagerne for sig selv og finde ud af hvad der fungerer for dem hver især. Don’t get me wrong – gode råd og tips/tricks til at klare et svært modul er kærkomment, men opfordring til at droppe timerne eller at latterliggøre et modul, som andre dumper, er simpelthen for åndssvagt!
I starten havde jeg selv rigtig svært ved at skelne mellem de, der løj og de, der forvrængede virkeligheden. For virkeligheden er jo aldrig, at man består med et 10-tal til en eksamen uden at have sat sig grundigt ind i stoffet.
Men måske er der også mere prestige i at lyve sig mere doven end man er og så brilliere – der er vel ingen overraskelse at man kan få gode karakterer af at knokle røven ud af bukserne. Men at man 2 uger inden endokrinologi-eksamen “praler” med, at man ikke aner hvad hormoner er for noget og alligevel kan score topkarakter til eksamen, kan jo virkelig få folk til at falde bagover af beundring!
Jeg er dumpet rigtig mange eksaminer – nogle pga. forkert læseteknik og andre af personlige årsager. Og der er uden tvivl rigtig mange af mine medstuderende, der ryster på hovedet af at jeg enten får lov til at fortsætte eller at jeg ikke forstår at jeg ikke er god nok.
Den værste af alle kritikerne er uden tvivl mig selv! Jeg kan tælle på én hånd, hvor mange eksaminer jeg har været til, hvor jeg har været selvsikker både før og efter eksamen. Af alle eksaminer i mit liv! Og jeg har været til en del, skulle jeg hilse at sige..
Og rigtig længe troede jeg på at jeg aldrig ville være dygtig, klog eller god nok! Selvom jeg vil det her studie mere end noget som helst andet. Og den værste følelse i verden er, at føle sig utilstrækkelig, når det eneste man vil, er det der hele tiden virker til at være mod én. Jeg har i mit forholdsvis korte liv oplevet svigt, skuffelse, at blive stukket i ryggen af folk tæt på mig og utroskab i et forhold og jeg er slet ikke i tvivl om at følelsen af at være utilstrækkelig i forhold til sit studie er det absolut værste.
Men hvorfor skriver jeg det her? Fordi det trænger folk omkring mig til at vide! At på trods af at jeg selv kan have en ironisk holdning til mine manglende eksaminer og dét faktum, at jeg ikke kommer til at færdiggøre studiet på nomineret tid, stadigvæk bliver såret over folks spydige kommentarer. Og jeg er langt fra den eneste, der har det sådan! Jeg har vænnet mig til at nogle måske synes, at jeg er en joke på studiet eller er uforstående over for at jeg gider at blive ved. Men jeg er – efter alt den tid – nået til den erkendelse at jeg fandme fortjener min plads på studiet! Det kan og vil ingen aldrig nogensinde få mig til at tvivle på – i hvert fald ikke mere. Med fare for at lyde som en hoverende idiot, så tror jeg ikke at der er særlig mange, der ville gide at fortsætte hvis de var i mit sted for 2 år siden. Med alt for mange eksaminer bagud og en manglende tro på at det nogensinde vil vende, ville det nemmeste være at stoppe og finde på noget andet at lave! Men det skal ingen andre end undertegnede bestemme.. Hverken for mig eller for nogen andre!
Jeg tror og håber på, at studiemiljøet vil være både bedre og sundere for alle – både de med klæbehjerne og dem, med en hukommelse som en si – hvis man var ærlig omkring det at have dumpet en eksamen. For selvom man føler at hele verden ramler for én, når det sker, så er det ikke enden på alt som man kender det. At være ærlig omkring studiet generelt gavner ikke kun andre, men også én selv! At erkende at noget er hårdt, gør blot at man kæmper hårdere og mere for det og når sejren endelig er i hus, hvadenten det er en enkelt eksamen eller beviset i den ene hånd, mens man rækker dekanen den anden (slightly mere) svedige hånd, så er rusen større end noget som helst andet man kender. At blive belønnet for ens hårde arbejde er den bedste følelse i verden.. Næst efter forelskelse, selvfølgelig!
Der vil altid være nogen, der slacker og ikke rigtig gider at gøre en indsats – men hvor mange er det reelt? Hvor mange knokler det bedste de har lært og hvor stor tror du ikke skuffelsen er, når de opdager at have dumpet eksamen?
Så inden du peger fingre af din studiekammerat og griner af at han/hun tydeligvis er tabt bag en vogn, så husk på at vedkommende nok har det værre over sit nederlag og måske fortjener bedre end grin og latterliggørelse!
Jeg skal ikke være “all Mother Theresa”-like, men husk at negativitet avler mere negativitet og verdenen er i forvejen fyldt med så meget dårligskab, at vi vist ikke behøver mere.
Kylling-stegning i det lille hjem ved Kolding Sygehus.. Jeg havde glemt at krydse kyllingen med salt og peber.. Mest af alt fordi jeg havde glemt at købe salt og peber.. Idiot..
Ingen kommentarer endnu