Love is many splendored thing

Siger jeg, mens jeg sidder alene herhjemme og tudbrøler til andet afsnit af “Gift ved Første Blik”! Pinligt? JA! Hvis naboen kiggede ind til mig, ville mine posede bukser, håret i en løs knold og halvtomme vinglas afsløre at jeg er alene hjemme – og muligvis nyligt forladt af kæresten. Dog kun for nogle få dage, men ikke desto mindre ser det nok lidt ynkeligt ud.

Ikke desto mindre er det sådan jeg ser ud lige nu. Og hvorfor er det jeg tuder? Fordi eksamen er på fredag og jeg allerede skal i skole igen mandagen efter? Er det fordi jeg knap nok har overlevet en uge af min åndssvage 21 dage lange sukker-detoxkur og er allerede var ved at give efter for 2 timer siden fordi jeg fandt en stor pose “Pearls”- Haribopose? Nej, det er simpelthen fordi jeg blev helt overvældet af at se de fire søde par giftes (med undtagelse af Pia, som jeg allerede synes er en kold so) og fordi jeg tager mig selv i at sidde og håbe på deres vegne at det virkelig holder den her gang! Det er tydeligt at de ser det som “sidste udvej” til et ægteskab og forhåbentlig et lykkelig ét af slagsen! De der kender mig bedst vil også beskrive mig som en hardcore romantisk/kærlighedssucker af den værste slags. Don’t get me wrong – jeg har mødt mange (MANGE) idioter igennem min egen tid som single på kødmarkedet og jeg har virkelig tvivlet på at den kærlighed, som jeg har sukket over på tv virkelig fandtes. Fordi mænd er nogle idioter! Men kvinde er også idioter… Og hvor er vi så? -_-

Imellem klippene af selve parrene, vielsen og bryllupsfesten, fortæller flere “eksperter” (pyskologer, antropologer og andre videnskabsmænd/jvinder, der på én eller anden måde er involveret i studiet af menneskets natur) videnskabelige fakta – både ift. den fysiske tiltrækkelse, forventningsafstemmelse, selve dét at blive gift osv. Og jeg kunne ikke undlade at tænke på et citat, hvor en af kvinderne udtaler, at mennesket er ikke skabt til at være alene, men at finde sig en partner og skabe sig sin egen familie. Men hvorfor er det så at 10.000 færre par er blevet gift i 2013 ift 2000? Hvorfor er der over en million singler i Danmark? Og hvorfor har omkring 1/4 af alle par i Danmark svært ved at få børn? Er vi blevet for dovne til at planlægge bryllup eller gider vi slet ikke børn mere? Det tror jeg desværre ikke kan forklare ovenstående! Jeg tror, at det kan forklares med én enkelt sætning: Vi er blevet egoistiske som aldrig før! Det er blevet til et rent “MIG, MIG, MIG”-samfund, hvor karriere og CV er vigtigere som aldrig før – præstationskravet til de unge er tilsvarende på et næsten uopnåeligt niveau, alt imens uddannelserne mister deres værdi – bl.a. pga. fremdriftsreformen, 5-års reglen og andre idiotiske påfund i samme stil. Det kræves af os at vi skal være klogere, hurtigere, bedre og mere serviceminded end generationen før og mens det samtidig bliver en umulig opgave at give plads til ens personlige liv pga. PhD’er og 60-timers arbejdsuger. Og hvor er det så “nemmest” at skære tid af fra? Parforhold og den slags pjat…

Og hvad prøver jeg egentlig at sige med alt det her? Er det bare brok fra en overbetalt studerende, der simpelthen ikke magter at bruge mere tid end nødvendigt på bøgerne og heller vil slacke den derhjemme med chai latté og et tæppe med kæresten, så vi kan “pleje vores forhold”? NEJ! Vil jeg noget i livet, skal jeg selvfølgelig arbejde – længe og hårdt – for det! End of story! Det kan man ikke komme udenom. Men hvorfor står Frank på 56 år og indvilger i at blive gift med en vildt fremmed? Er han bare nået det laveste niveau af desperation eller har han faktisk indset at han har brugt for lidt tid og energi på sine tidligere forhold og fokuseret på ting, der er ligegyldige når han går på pension om et årti?

Jeg tror at han, ligesom mange af os andre, forstår alt for sent hvad dét at have gjort tid og plads til en partner betyder for ens liv! For meget glæde det giver, at have dobbelt så mange gode ting at fejre og hvor meget det hjælper, at der er en ved siden af, til at hjælpe med halvdelen af byrden, når alt ramler omkring én. At den livsvigtige kontakt og bekræftelse der er i, at have én der elsker og accepterer én som man er. Det lyder virkelig banalt. Og det er det virkelig også! Og alligevel forsømmer vi det.

Hvorfor er det først i midten af trediverne at den gennemsnitlige dansker bliver gift? Vi får (heldigvis) ikke børn så sent – det er vi trods alt klar til i et forhold (nogle lidt hurtigere end andre), men at satse 100% på et forhold  – hell no! Åbenbart… Det er lidt som om der er forvirring omkring hvilket ét af de her skridt (børn/forhold) er det mest livsomvæltende. Og værre endnu er at man også alt for sent bliver bevidst om de forkerte beslutninger man tager ift. sin partner. Man fokuserer på forkerte værdier, dropper en fyr fordi “han er ikke uopnåelig”/indsæt selve anden dårlig undskyldning eller man er bange for at gå glip af noget bedre. Og sidstenævnte tror jeg personligt er skyld i mange break-ups og skilsmisser. Ens forhold er ikke længere alt ens tid og kræfter værd. Man finder jo bare noget nyt – noget mere spændende. Men der går hverdag i den. I promise you! Før eller siden skal man nok være træt af hinandens sure sokker, det kilder måske ikke længere i maven når man kysser og man vender hinanden ryggen når man sover. Så er det helt forskelligt om der går 1 år eller måske 5. Men alle par kommer ud for det. Hvorfor sælger skilsmisse som varmt brød nu ift. 50 eller 100 år siden? Fordi det er den nemme udvej. Fordi man ikke har noget at miste. Fordi den materialistiske mentalitet også har gjort sit indtog på vores forhold – “Why fix something when it’s broke, when you can buy a new one instead?”. Usunde, fysiske eller psykisk voldelige eller destruktive forhold er nemmere at forsvare at afslutte. Men det er “desværre” kun en brøkdel og hvordan forsvarer vi så den majoritet der vælger den nemme udvej? Skal man blive sammen – koste det hvad det vil – bare så man ikke ender i statistikken? NEJ! Man har ét liv og så skylder man sig selv at være lykkelig alt det man kan komme til. Jeg kan tit gruble over hvad lykke er for en størrelse. Den er flygtig. Den kan komme pludseligt og forsvinde lige sådan igen. Man kan ikke tvinge den frem. Måske man blot skal være taknemlig for at opleve det i sit liv og tage til takke med at man er glad og tilfreds resten af tiden. Man skal ikke nøjes. Aldrig! Men man skal ikke jagte det uopnåelige. Det synes så fantastisk netop fordi det er så uopnåeligt. Jeg forestiller mig lidt den her tanke sådan her: det er ham den nye dreng, der starter i klasse og alle pigerne jagter ham – but in the end så lugter han bare af peber og har metroseksuelle tendenser og man fortryder at have lånt ham sin blyant fordi han har kløet sig selv i øret med det. Vi tvinger os selv ud i den situation, hvor man næsten altid bliver skuffet. Græsset er ikke altid grønnere på den anden side af Fairy Tale Land!

Vi giver ikke plads til kærlighed i vores liv. Det har mistet sin værdi fordi vi har ladet det ende sådan. Vi belønnes ikke økonomisk for det. Det   Vi er for kyniske og har tendens til at tænke det værste om vores medmennesker. Vi følger ikke længere vores hjerte fordi den er åndssvag, ustyrlig og sårbar. Vi kan ikke længere bruge vores følelser til noget! Kærlighed til et andet menneske er spild når vi kan bruge det på os selv eller, endnu bedre, projicere det over på noget produktivt. Vi kan heller ikke længere finde ud af at elske os selv. Vi kan ikke omfavne vores egne små fejl og skævheder – de skal rettes – så hvordan skulle vi kunne gøre det hos andre? Vi er forfærdelig hurtige til at fravælge folk på deres fejl og mangler, men kigger sjældent på hele mennesket bagved!

Holda da op. Det var mange antagelser og teorier samlet på ét indlæg. En samling lort? Perhaps… Jeg tror nu alligevel at der er andet end bare nogle generaliseringer her. Jeg kender ikke den endegyldige sandhed. Og det kommer jeg nok heller aldrig til. Men jeg har acceptere at tingene ændrer sig, jeg ændrer mig. Jeg har besluttet mig for hvad mit forhold og min lykke er værd. ALT! Kan du sige det samme?