Om at være i 2000 meters højde og have højdeskræk…

Udsigt fra altanen

Opkvikkende omgivelser på min 1,5 times gåtur på min “sygedag”

Så kom vi endelig hjem efter den famøse skiferie og hvor har det været fedt!!! Sidst jeg rigtig har stået på ski, var i 8. klasse (i 2004 engang.. Yes, that does make me really old) og siden det kun var en enkelt dag, da jeg var så “heldig” at redde mig en slem omgang halsbetændelse på 2. dagen og var bundet til sengen med te, halspastiller og min dansklærers selskab, snørede jeg med rystende hænder støvlerne fast den første dag og begav mig ud på de flotte pister i Zell am See i Østrig. Og mens min (meget tålmodige) svigerfar belærte mig i teorien og viste mig teknikken, fulgte Mr. Bruce trofast bagved og samlede mig op hver gang jeg faldt. Og jeg faldt. Mange gange! Virkelig, virkelig mange gange. Men min stædige natur tvang mig til at komme op hver gang, mens min übersensitive tårekanaler pressede en del for at holde tårerne tilbage. Og heldigvis var de rigtig gode til at presse mig lidt hele tiden og holde pauser, når mine lår syrede fuldstændig til fordi jeg den seneste tid inden skiferien har brugt dem mere som pude til min computer end til meget andet O_O

Skemaet så heldigvis ret ens ud for dagene: op kl.06.30 til morgenmad og lidt hygge inden turen gik mod pisterne kl.08, hvor vi stod på ski indtil kl.15-15.30 – kun afbrudt af frokostpause og vores daglige varm kakao-pause! Helt ligesom jeg havde forestillet en skiferie skulle være, selvom jeg synes at østrigerne var lidt for nærige med flødeskummet….

På 3. dagen besluttede vi os for at prøve nogle andre pister, heribandt de røde! Og for en nybegynder som mig er det heller ikke overraskende at jeg tøvende sagde ja. Da vi står på toppen af en stejl pist, løftede jeg sådan rigtig blikket og “opdagede” sådan rigtig at vi for alvor var højt oppe. Omkring 2500 meter og med syn lige ned til søen, bilerne og vejene på bunden af bjergene. Og her oplevede jeg for første gang i mit liv en helt anden form for panikfølelse end jeg tidligere har følt. Jeg er ikke særlig god til højder og bor man i et land som Danmark, er det heldigvis sjældent at man konfronteres med én angstprovokerende stimulans som jeg oplevede her på bjerget. Pinligt var det at jeg kort tid forinden havde kørt ned af selvsamme bakke, blot til forskel at jeg da havde kigget ned på mine ski og talt til 4, hvorefter jeg skulle vende! Jeg kunne mærke hvordan mine ben begyndte at ryste og min hals snørede sig sammen. Og selvom min svigerfar kaldte på mig og prøvede at berolige med at jeg sagtens kunne og jeg var godt rustet til udfordringen, voksede klumpen sig større og større i halsen. Og faktisk blev det så slemt, at jeg endte med at sætte mig ned med rystende ben, mens tårerne trillede ned og jeg var rent ud sagt bange – som aldrig før! Jeg er af den overbevisning, at man bliver stærkere af at presse sig selv og tage imod udfordringer, som man måske ikke tør. Men hér måtte jeg erkende at min grænse var nået! Og jeg var faktisk allerværst på ski den dag – også sammenlignet med første dag! Tænk sig at ens tro på sig selv kan betyde så meget O_O Man siger jo at tro flytter bjerge. Så må det vel også gælde, at tro kan få én til at flytte sig på bjerget?? Selvom jeg elsker et bjergrigt landskab, så er min mave nok ikke bygget for meget fart i de højder!

Heldigvis gik det bedre de efterfølgende dage med 20-25 km på ski hver dag, Jägerte om eftermiddagen og den daglige Bezzerwizzer-dyst gjorde hele opholdet til en af de bedste ferier, jeg længe har været på. Og efter pomfritter til frokost eller aftensmad hver dag i en uge og nu med et ansigt der er slået ud (OBS. Fedtet mad KAN faktisk godt give uren hud.. hmm.. Who would have known -_-), sidder jeg nu og nyder mine frikadeller og håndbold i fjernsynet på dansk grund!

Ude godt – men hjemme er trods alt bedst 😉 Og så skader det heller ikke at vi har en hel uges ferie endnu inden den K5-blokken (Sygdomme i fordøjelseskanalen) starter i februar !